120 slag i minuttet

Er det i modgangen, at vi finder sammenholdet og styrken? Til at sige fra, højt og tydeligt, men også til at sige ja til hinanden?

Paris i starthalvfemserne. Den radikale gruppe ACT UP prøver på at råbe medicinalfirmaer og samfundet op for at finde en kur mod den sygdom, der hærger. To unge aktivister, Sean (Nahuel Pérez Biscayart) og Nathan (Arnaud Valois), finder hinanden i kampen.

Der er heldigt nok sket meget på små 30 år. I begyndelsen af halvfemserne var AIDS den store bøhmand, som rev store dele af homo-miljøet i småbidder og satte en skræk i livet på alle, der ville have sex med nye mennesker. Herhjemme var AIDS-miljøet blandt bøsser mere humoristisk. Hvis man alligevel skulle dø, kunne man lige så godt have en fest.

Det dokumentariske, løse præg i denne film giver fornemmelsen af at være en flue på væggen, mens historien bliver skrevet. Og man mærker tydeligt, at folkene bag har været i miljøet. Filmen kunne ikke være skabt af nogen udefra, og det er både en fordel og en ulempe.

Fordelen er de sigende, små detaljer. Autenticiteten. Og muligvis også manglen på et stærkere plot. Vi får lov til at gennemleve en periode i disse menneskers liv, inden vi forlader dem igen. Men hvem de egentlig er, når de ikke knipser til møder, diskuterer heftigt, kaster med teaterblod på kontorer og lever i nuet – det får vi kun ganske lidt af. Andre ville nok have tvunget en struktur over filmen, der havde givet en anden historie, gjort den mindre eller mere pædagogisk. Visuelt tager filmen et par afbræk fra det dokumentariske præg, så man fortaber sig i skønhed og gru, uden at slippe de mennesker, vi følger.

’120 slag i minuttet’, instruktør Robin Campillo og skuespillerne har fået et hav af priser, og via LUX-programmet er den nu undertekstet til samtlige EU-sprog og i bred distribution. Det er fuldt fortjent. 

Som Sean er Nahuel Pérez Biscayart et fund, en charmerende og indigneret spirrevip, som Nathan er Arnaud Valois den unge bøsse, der bliver vakt af miljøet – og fungerer som den, der får forklaret tingene, så publikum også forstår det. Ikke altid lige elegant, men det får være. Antoine Reinartz er gruppens leder Thibault, der dog først sent i filmen får flere facetter på. 

Sidder man nu og tænker ”Hvorfor i alverden skal jeg se en film om AIDS og aktivisme?”, så er svaret nok, at det skal man, hvis man vil mindes om hvor langt vi er nået i dag, hvor meget det har hjulpet at råbe op – og hvis man vil mindes om, at der er et andet bøsseliv end den første forelskelse og ferskner. 

I dag lever HIV-positive videre, sygdommen er nu blot en til tider besværlig og kronisk tilstand, som man ikke behøver at dø af, fordi medicinen inddæmmer den. Og hvor gør man så af sit oprør? Sådan en film må komme en dag.