Downton Abbey - Den store finale

Sidste kapitel i den storslåede fortælling om herskab og tjenestefolk omkring det aristokratiske familiegods Downton Abbey, er en både kærlig og charmerende afslutning på den mangeårige føljeton.

Året er 1930. Dramatikeren Noël Coward (Arty Froushan) er talk of the town. Hans seneste succes opføres i London, overværet af familien Crawley (uden Mary) som bagefter går back stage for at hilse på hovedrolleindehaveren Guy Dexter (Dominic West) som de mødte første gang et par år tidligere. I stjernens garderobe finder de også deres forhenværende butler, Thomas Barrow (Robert James-Collier), der officielt er Guys personlige assistent, men egentlig er hans partner og elsker.

Det er blot en af mange nye tilvænninger for Crawley-familien og deres ansatte, som så småt er kommet videre efter tabet af den frygtindgydende matriark Violet Crawley (vidunderlige og nu afdøde Maggie Smith). Tiderne ændres og for at bevare familiens status og ikke mindst Downton Abbey, må de konstant følge med udviklingen. Men da det kommer frem at Lady Mary (Michelle Dockery) er blevet skilt giver skandalen genlyd i de højere kredse og snart forvises hun fra selskaber og behandles som en paria. 

Samtidig kommer Lady Coras (Elizabeth McGovern) bror Harold Levinson (Paul Giamatti) på besøg fra Amerika. Han skal forvalte boet efter deres velhavende mor og den klækkelige arv er altafgørende for Mary for at kunne dække udgifterne til renoveringen af en række udlejningsboliger, som er en stor del af godsets indkomst. Men da Harold dukker op med den mystiske finansrådgiver Gus Sambrook (Alessandro Nivola) ved sin side - som i øvrigt ikke er længe om at lægge an på Mary - står intrigerne snart i kø. 

Opskriften til ‘Downton Abbey - Den store finale’ er velkendt fra de seks tv-sæsoner og de to første spillefilm (2019, 2022) og hvorfor også lave om på noget der fungerer glimrende. Der er ingen tvivl om at tv-serien står langt stærkere end spillefilmene, hvor der er skruet mere op for hyggen på bekostning af dramaet. Men filmen udgiver sig ikke for at være noget den ikke er. Den er lige præcis alt det den skal være, når det handler om Downton Abbey: Grin, gråd og hjertevarme. 

Hovedattraktionen er at tilbringe godt to timer i selskab med Julian Fellowes utroligt veludviklede og elskelige karakterer, som altid har været styrken i hele Downton Abbey-universet. Skuespillerne er så dybt rodfæstet i deres roller, at det hele føles meget naturligt og troværdigt. Så læn dig tilbage og nyd de velkendte karakterer fortælle den endegyldige sidste fortælling om menneskene i og omkring det store gods i Yorkshire. Det er en fornøjelse.