28 Years Later

28 dage, 28 uger og nu 28 år. Her er masser af "memento mori" - den historiske påmindelse om at huske på døden, og derfor huske på livet - og denne nye opfølgning af Danny Boyle og Alex Garland har en overraskende nerve og et klimaks, der inviterer til mere dødsdrift.

Visuelt er filmen en sand fornøjelse af nyt og gammelt gys mixet effektfuldt af klipper Jon Harris. Med flimrende lys-, farve-, tempo- og stemningsskift, samt selvfølgelig fotograf Anthony Dod Mantles håndholdte signatur. Ikke mindst åbningsekvensen er fuldstændig frapperende, og lettere betuttet med Teletubbies-show og vildt blodbad. 

Derimod halter historien lidt og føles ofte rodet med mange intensioner og referencer, som ikke helt kommer i mål. Først oplever man en overlevelseshistorie om et lille samfund der har forskanset sig på en ø dæmmet med en tidevandssti til fastlandet - med fokus i forholdet mellem 12-årige Spike (Alfie Williams) og faren Jamie (Aaron Taylor-Johnson) samt moren Isla (Jodie Comer), der er syg.

Men efter den første udflugt til fastlandet - for at proviantere og konfrontere de inficerede - skifter det til en noget anderledes dannelsesrejse for Spike. Egentlig er han for ung til denne krigs- og drabsoplæring, men hans far insisterer på at han er klar. Og det skal vise sig at Spike har et særligt mod og beslutsomhed, da han tager næste tur uden farens samtykke, fast besluttet for at bringe moren til den berygtede Dr. Kelson (Ralph Fiennes).

Færden er både farverig og farefuld. Det er den grumme dystopi overfor det store frodige landskab, hvor bjerge og vildtvoksende natur også folder sig ud med imponerende nordlys og en buldrende rudel. Blodet sprøjter fra de nøgne besærkere og en større Alfa river hovedet med rygsøjle af sine ofre, men alligvel hjælper Isla og Spike en gravid inficeret med at føde. Vild scene, men noget absurd.

Fascinationen fortsætter da Kelson entrerer - smurt ind i jod og jord, og selvom der er en vis oberst Kurtz-vanvid over ham, er den spirituelle del helt i vinkel med den visuelle hype. Hans memento mori-tårn er smukt i sin råhed, og som et tempel af kranier, der tårner op som vidner til denne vanvittige dødsparade. 

Sammen med klip fra ældre krigsfilm og en recitativ af Rudyard Kiplings digt ’Boots’ kommenteres verdens evige krige og konflikter - indimellem kontrasteret med små karikerede hints til den moderne verdens andre galskaber. Såsom Storbritannien i karantæne, og det sære møde med en egotrippende svensk soldat som skal forklare batterisvag smartphone og et kærestebillede, hvis kosmetiske forbedringer Spike opfatter som sygelige udbrud.

Slutningen kædes sammen med starten - samt nogle små, gennemgående hints - og ligesåsnart budskabet "memento amore" (husk at elske) er leveret, så tropper en parkour-rasende flok op og vil rekruttere Spike. For ’28 Years Later’ er en ny begyndelse, og den næste film ’The Bone Temple’ er klar. Og ligesom der er blevet teaset med at en af de afpillede besærkere ligner hovedrolleindehaveren fra den første film, Cillian Murphy (som også er på producerholdet), så rygtes det at han har en vigtig rolle i den nye film.