3 Brødre

Det er ikke 3 søstre i en russisk provins. Det er 3 brødre i et af Danmarks golde yderområder. Drømmen er København, men realiteten er anderledes for de tre mænd. Omkring dem svirrer en flok kvinder. Alle sidder de fast i en ond cirkel – ingen kan rigtigt undvære hinanden, selvom de heller ikke har godt af hinandens selskab.

I huset hvor brødrene bor, mødes disse triste skæbner på kryds og tværs. Vi bliver vidne til splid, kærlighed og forsøget på at lykkes i Anders Lundorphs forvandling af Anton Tjekhovs ’Tre søstre’. Der er en god portion ligheder, men er der nok til at forbinde hensigten? Jeg synes det ikke.

Jeg er altid spændt på, hvad kræfterne bag Republique nu har fundet på, når jeg sætter mig til rette for at se en forestilling i teatret på Østerbro. Nu er tiden kommet til Tjekhovs ’Tre Søstre’. Eller er den? Jeg har svært ved at ane den aktualitet som holdet bag ’3 brødre’ efter sigende skulle stile efter. Det er som om, at Tjekhov på en eller anden måde bare skal indflettes i denne historie og provinsen i Rusland skal forenes med forstaden i Danmark, koste hvad det vil.

Og så bliver der råbt meget. Når karaktererne er vrede, så råber de. Råber og råber og råber. Og jeg mærker det ikke. Jeg mærker ikke vreden, jeg griner til gengæld en del, der hvor følelserne får lov at blomstre, som for eksempel når Ivan (Joen Højerslev) og Nikoline (Stine Schrøder Jensen) bekender deres følelser overfor hinanden, som både byder på sorg og glæde for dem begge.

Men for det meste er jeg bare småforvirret over alle de ligegyldige historier på scenen, og jo længere jeg kommer ind i forestillingen, jo mere ligeglad med skæbnerne bliver jeg. Og irriteret over, at man i Danmark ikke bare satser på nye historier, i stedet for at pakke gamle fortællinger ind i nyfortolkninger og aktualitet. Jeg savner, at der bliver fortalt en historie, og at der er nogen med nosser nok til at lade den stå alene uden en fortid.