pixel

Saturday Night Fever - The Musical

  • Falconer Salen
  • premiere 17. marts 2017
  • 3

Fakta

MUSICAL

17. marts – 29. april 2017

Falconer Salen

 

Så er der Silas-show igen! Denne gang med discofeber og fuld shine på dansenostalgien. Men festglimmeret overstråler de følelser, der oprindeligt er i denne ikoniske dannelses-musical.

40 år efter filmen, og næsten 20 år efter teatermusicalens premiere i London er ’Saturday Night Fever – The Musical’ endelig nået til Danmark. Og selvfølgelig forventer vi en fest på dansegulvet – og får det. Men desværre på bekostning af den følelsesmæssige dybde i det unikke tidsbillede af discolyset som oplivende eskapisme for en italo-amerikansk fyrs ungdomshyr og fremtidsdrømme. 

Ja, det er de ikoniske dansescener, de fleste husker og forbinder med ’Saturday Night Fever’, og med dette som fokus er teatermusical-udgaven skabt. De er med, de alvorlige emner om familiekonflikter, bandestrid og ugengældt kærlighed med vold, graviditet og død til følge, men de bliver ofte nedtonet eller negligeret. Også her i den danske opsætning af Anders Lundorph, hvor skuespillet ikke har fået de bedste vilkår.

Ingen tvivl om at showet er skabt omkring Silas Holst, og hans åbningsscener holder max. Den ikoniske spankuleren til ‘Stayin’ Alive’, den ditto replik om håret ovenpå farens klaps, og ’Disco Inferno’ under discokuglen, hvor alle ser op til ham. Klassisk enkel og effektiv karakteretablering, som også fungerer med andre typificeringer – men når replikken bliver mere følelsesramt flader det ret tamt ud. 

Tony Manero er nok den musicalrolle, der passer bedst til Silas’ heftige dansestil, for Tony er så forhippet med sin dansepassion og den medfølgende selvtillid, når folk viser deres love. Men man kunne have gjort mere ud af at balancere det italienske temperament med charmen, som John Travolta excellerede med i sin gennembrudsrolle.

For det bliver en manieret Manero, når Silas vakler mellem stilismen og karikaturen. Signaturposituren funker – ovenikøbet med røg! Men indimellem giver han dansen yderligere hak på temposkalaen, så de underlivsvrik næsten gør ondt at se på – det er jo meningen det skal være lækkert og smooth. Discodans er ikke hårdt og markeret, nærmere svajende, pæn og glad dans, og ikke nødvendigvis sexet.

Men vi kommer for dansen, og den rykker. Standarden er høj, når en stor del af ensemblet har drevet den vidt via Musicalakademiet i Fredericia, ’Vild med dans’ og ’Wallmans’. De pumper discoenergien op i det spejlbesatte, farverige klublokale, hvor DJ’ens look bekræfter at Elvis stadig lever. Masser af fest og glæde, der smitter – især i den soulede ’Night Fever’, den uforglemmelige solo i ’You Should Be Dancing’, og den mere klassiske konkurrencedans med perfekte løft og sving til ’More Than A Woman’.

Bee Gees’ musik er i en klasse for sig selv, og den swinger med Joakim Pedersens band og de to fremragende sangere Ilang Lumholt og Line Krogholm. Som man nok skulle have brugt mere, når nu aktørerne ikke har de stærkeste stemmer, og så lade karaktererne udfolde noget drama imens. I stedet får vi slow-numre, hvor intet sker, heller ikke emotionelt, fordi de middelmådige stemmer ikke kan bære større dramatisk udtryk. 

Annettes (Christine Astrid) ’If I Can’t Have You’ og Stephanies (Amalie Dollerup) ’What Kind of Fool’ lider derunder samt duetten ’Immortality’ (Amalie & Silas), men værst er Bobby Cs (Mathias Augustine) ’Tragedy’, der lyder både staccato, falsk og out-of-pitch. Lydfolk har muligvis forsøgt at give dem lidt ekstra power, men det er endt som overstyret diskantdrøn, hvor hvert et støn/pust kan høres.

Der er ofte ikke langt fra det karikerede til det parodiske, og det sker her både i scenografi og i særdeleshed med kostumerne. Sjældent har man set SÅ grimme mønstre, læg, brokadekanter, flæser og folder af glimmer, guldlamé, polyester og andet kunststof. Og hvorfor skal den søde Manero-søster (Nadin Reiness) ligne noget fra et Pippi-show?

Det ikoniske hvide jakkesæt er et af de få outfits, der fungerer. Og Silas kan bare totalt diske det suit! Super-Silas – selvom ingen siger ”super” mere, ifølge Stephanies PR-ven. Så ikonisk, for det er dansefeberen i ’Saturday Night Fever’ over alt. Men dette glimtende discoknald mangler følelse, desværre. 

Mest læste

kommentarer

seneste
scene

En historie om vold
5.04

Aveny-T
Mens vi venter på Godot
5.04

Teatret ved Sorte Hest
Come Fly Away
6

Det Kongelige Teater
Brøgger
5.04

Republique
Reflections on Bowie
5.04

Prøvehallen

seneste
film

Antebellum
4.02

Gerard Bush, Christopher Renz
The King of Staten Island
5.04

Judd Apatow
La Belle Époque
4.02

Nicolas Bedos