Afdelingen for mindre planter

Man skal kigge lagt efter de grønne planter i Lunds gartneri. I en forstad et sted i Danmark kører de vedbend ind i takt med Johnny Cash, de rutinerede hænder fordeler jorden i potterne, som havde de aldrig lavet andet. Måske kan de slet ikke andet. Midt i den monotone hverdag af plantepinde og gødning, lever drømmene om noget større. Drømme om kærlighed, om karriere, om succes, men også angsten for at udleve dem.

'Afdelingen for mindre planter' rummer en række store menneskelige dramaer. De kæmper hver især for at bevise, at de duer til noget, at de har opnået noget, at de er noget værd. Men lige under ordene lurer desperationen. Noget må der ske. Desværre er forestillingen alt for forudsigelig. Der mangler modet til at bryde ud af den stringente fortælling, og når den enkelte gange gør, slår fortællingen endelig rod.

For der ér øjeblikke af stor komik og overraskelse. 'Afdelingen for mindre planter' er heldigvis ualmindelig velspillet, især Stine Schröder Jensen og Marie Mondrup rammer karaktererne med en kærlig naivitet. Stine Schröder Jensen som Lis, der på overfladen virker nervøs og usikker, men som alligevel kæmper mod systemet. Hun har en evne til at se vidunderlig tåbelig ud. Marie Mondrups tossegode Dorthe deler gerne sin madpakke og træner syv gange om ugen, i hvert fald er det, det hun siger, mens hun trøstespiser sandkage og skylder den ned med discount-cola. Da hun endelig eksploderer får karakteren et glimt af håb.

Der er mange gode intentioner i 'Afdelingen for mindre planter', men den bevæger sig desværre også i genren for mindre drama. Det meget kompetente hold af skuespillere og instruktør mangler lige det sidste skub ud imod det frodige drama.