pixel

Sommer i Tyrol

  • Folketeatret
  • premiere 11. maj 2021
  • 3

Sommer i Tyrol

Fakta

MUSICAL

11. – 22. maj 2021

Folketeatret

I sommersol ved Den Hvide Hest bag alperosernes flor, står personalet igen klar til at modtage og indlogere gæster på hotellet i de Østrigske Alper - og på Folketeatret i Nørregade summer det endeligt af forventnings glæde ovenpå måneders nedlukning og vinterhi. Teaterklokkerne har kaldt til den endelige indringning, og på scenen ringer receptionsklokken insisterende. Ja-ja-ja, nu kommer jeg!

For det indre øje kommer Dirch Passer løbende ind på scenen med tjenerblok og viskestykke over armen. Vi kender ’Sommer i Tyrol’ fra den danske filmskat, hvor Dirch i filmen fra 1964 spiller hovedrollen som overtjener Leopold, i den på det tidspunkt dyreste filmproduktion i Danmark. På scenen er det Pelle Emil Hebsgaard, der er hoppet i tjenertøjet. Hvorvidt det lykkes ham at fylde Dirchs store sko ud, vender vi tilbage til. I filmen var derudover både Ove Sprogøe, Peter Malberg, Susse Wold, Lone Hertz og Gyda Hansen på rollelisten – mændene i tyrolerhat og kvinderne med opsatte fletninger og dybe udskæringer i Bierbar-kjolerne.

Og hvad er der sket siden da? Ikke så meget, hvis man spørger på Folketeatret. Hotelværtinden Josepha, pragtfuldt spillet af Meike Bahnsen, har heldigvis ikke været i festbutikken for at købe en billig polyester-tyrolerkjole, men er trukket i et blomstret powersuit og kondisko. Vi må ikke være i tvivl om at det er hende, der har bukserne på, på hotel Den Hvide Hest. 

Det har hun i hvert fald, indtil den charmerende charlatan Sigismund Sültzheimer (Troels Malling) checker ind på hotellet – hun er lun på ham, men det er de fleste. Han smider tøjet i et stripnummer, mens han bryder ud i operettens nok største hit ’Man kan vel ikke gøre for at man har charme’ – som, når man lytter efter endnu en gang, faktisk er en ret ubehagelig sang, om at fralægge sig ansvaret for egen ageren, og den påvirkning man kan have på andre mennesker. 

Han charmerer sig ind på servitricen Lenerl (Marie Mondrup), uden at lægge mærke til hende, og overtjener Leopold (Pelle Emil Hebsgaard) ser sit snit. Hvis han kan lære Lenerl at være forførende, så Sigismund Sültzheimer forelsker sig i hende, vil Josepha måske se bort fra Sigismund, og i stedet forelske sig i Leopold, der i smug har brugt det meste af sin gage på i al hemmelighed at sende hende røde roser. 

Det er et klassisk kærlighedskomedie-plot med modstridende interesser og blikretninger, som rigtigt kompliceres, da undertøjsfabrikant Julius Müller (Karsten Jansfort) tjekker ind med sin datter. Han er Sültzheimers ærkefjende. Begge producerer herreundertøj, og mener at den anden har kopieret deres design, som de kalder henholdsvis Napoleon og Herkules. Stolte sejrsherrer, der ikke går på kompromis. 

Julius Müllers datter Clara, i filmen portrætteret af vidunderlige Lone Hertz, spilles nu af Clara Ellegaard. Hun er sød og forførende og er det kort, der skal til for at hele kærlighedskabalen måske kan gå op. Det er dog især omkring datteren Clara man kan stille spørgsmålstegn ved hvorvidt det er passende eller særligt interessant at gengive historien, som den blev fremstillet for over halvtreds år siden. 

Indtil hun står op for sig selv overfor faderen – for at falde i armene på hans manipulerende rival, der magnetisk drager frøkener og fruer, og har en pige i hver en by bortset fra Kiehl – er hun nærmest faderens slave eller pakæsel, der ikke siger meget andet end ja og nej, på grund af hendes lespen, og den skam hun er blevet pålagt. Hun ties og fremstilles som et seksualiseret barn, man kan kaste rundt og klæde af som man lyster. Hun svinges bevidstløs rundt, så publikum kan se op under skørterne, og da hun sidder i saunaen, flås håndklædet af hende. 

Det trækker opmærksomheden væk fra den ellers pudsige og underholdende scenografiske opsætning af en sauna, og minder om hvordan Folketeatret blev kritiseret for kvindesyn så sent som to år siden, da ’Skatteøen’ blev genopsat.

Der er dog på sin vis taget stilling til ligestilling og #metoo på Tyroler-hotellet. I en fjollet bemærkning parafraseres Morten Østergaards udtalelse om hånden på låret, i en af de scener der ikke er direkte ”en til en” med filmversionen.

Derudover påmindes vi om det sted i Tyrol, Ischgl, hvor corona for alvor bed sig fast i Europa, og i en fjollet dansescene lige før pausen skal der pludseligt danses til Beyonces ’Single Ladies,’ som afbræk fra operettemusikken af Ralph Benatzky. Det er i sig selv en sjov fysisk komediescene med Tyrolerorkestret, Pelle Emil Hebsgaard og stjernen Marie Mondrup, men man undres virkeligt. Når nu der er ændret så lidt i stykket i forhold til filmversionen, hvorfor så lige dette?

Efter pausen brydes illusionen om et Alpehotel i starten af 1900tallet igen, med et drukkenbolts-medley af store danske kærlighedssange af Poul Krebs, TV2, Rasmus Seebach og en tåkrummende flabet falsetversion af Medina. Scenen bliver en lidt ubehagelig påmindelse om underholdningsbranchens skyggesider: alkoholisme, misbrug og kvindesyn. Det er en skam, for Pelle Emil Hebsgaard gør det ellers rigtigt godt, især med tanker på, at han kom med på et afbud, da Jesper Groth skulle på en anden scene og repræsentere Danmark ved Melodi Grand Prix i Rotterdam.

’Sommer i Tyrol’ er et skønt musikalsk nostalgitrip med tyrolerorkester og store armbevægelser. Der er komiske højdepunkter høje som alpetoppe og et kvindesyn fra kejser Franz Josephs tid i teaterstykket, der ikke helt lykkes at løsrive sig fra det filmiske forlæg. 

Mest læste

kommentarer

seneste
scene

Re(w)rite
3

Cantabile 2
Waitress
3

Det Ny Teater
Mit navn er Greta
3

Aveny-T
Benjamin Koppel Hotel Jazz
4.02

Hotel Kong Arthur
Martyr
4.02

Kunsthal Charlottenborg

seneste
film

The Father
5.04

Florian Zeller
Tove
5.04

Zaida Bergroth
Cruella
4.02

Craig Gillespie
Marco Effekten
3

Martin Zandvliet
close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling