Albert Nobbs

Som butler i 1800-tallets Irland skal man stå helt stille, være fuldstændig ubevægelig, gøre sig aldeles usynlig, når herskabet passerer én. Man skal hverken ses eller høres. Man er nemlig ikke til for sig selv. Man er til for andre. Sådan en ”nyttiggørende” tilværelse lever den indelukkede Albert Nobbs.

Lydigt og dygtigt udfører han rutineopgaver på et af Dublins fineste hoteller. Anonymt, så ingen fatter mistanke til hans sande ansigt bag butlertilværelsens civile maske. Albert er nemlig i virkeligheden en kvinde.

I det 19. århundredes verdensorden er det nederste trin i magthierarkiet reserveret til kvindekønnet, og derfor er Albert tvunget til at føre et pseudoliv for at kunne overleve. Brysterne mases flade i et stramtsiddende korset, håret klippes drengekort, og skoene er uden høje hæle. Mødet med en ligesindet maler (Janet McTeer) viser sig som en overraskende katalysator for et nyt liv. Et uafhængigt liv. Men også et kvindeliv?

Med tre Oscarnomineringer, blandt andet for bedste kvindelige hoved- og birolle, ankommer ’Albert Nobbs’ med en vis portion selvtillid. Heldigvis er den velbegrundet. Instruktøren Rodrigo Garcia viser sig som en menneskefortællingens mastermind. Han zoomer stilfærdigt ind på sine karakterer, lader dem udfolde sig naturligt, utvungent og magter at fremmane en sitrende, sugende atmosfære selv uden eksploderende dramatik.

Der er ingen rigtige skurke i filmen. Heller ingen rigtige helte. Der er til gengæld rigtige mennesker. Denne bedrift skal skuespillerne (blandt andet Mia Wasikowska og Aaron Johnson) applauderes for. Autencitet og indfølelse dominerer deres præstationer og gør tilskueren til karakterernes fuldblodsallieret.

Albert Nobbs som karakter fremtræder dog en smule stiv, utilnærmelig, ja, plastisk i både sit udseende og adfærd. På den ene side er det med til at understrege den fremmedgørende effekt, som ”kvinde til mand”-transformationen har haft på hans liv. På den anden side virker det en smule fremmedgørende over for tilskueren, da Nobbs til tider forekommer mere syntetisk end sandsynlig.

Enkelte letkøbte klichéer kradser derforuden i filmens velpolerede stil, men overordnet set er ’Albert Nobbs’ et interessant og insisterende studie i skismaet mellem det sociale maskespil og det egentlige jeg. ”Vi er begge forklædt som os selv”, bemærker filmens lægefigur (Brendan Gleeson) over for en tillukket Nobbs under hotellets årlige maskebal.

En genial replik, der fornemt indkapsler filmens grundkerne. Selve filmen er dog intet forklædningsstykke. Den er så ægte som få.