Apollo og Daphne

Bare give slip og nyde atmosfæren. På Hofteatret kan man i disse dage blive en klassisk kærlighedsfortælling rigere, hvis man tør begive sig ind i Pier Francesco Cavallis drømmeagtige, til tider forvirrende operaunivers.

Daphne (Xenia Lach-Nielsen) ville i bund og grund ikke forstå Apollos (Mathias Hedegaard) forelskelse i hende. Hun er så grundlæggende en modstander af hans kærlighed til hende, at hun til sidst forvandler sig til et laurbærtræ for at slippe for hans tilnærmelser og for at forblive jomfru.

Xenia Lach-Nielsen er dragende i hendes udtryksfuldhed, som bevæger sig fra uspoleret, lys og legende i rollen som nymfen Daphne til at eksplodere under faldne stjerner i overbevisende ulykkelighed som nymfen Procris.

Til trods for at operaen er skabt i 1640 af Pier Francesco Cavalli, så er oversættelsen sparket godt i gang af friske gloser og dertilhørende god indlevelse fra ensemblet, som både byder på underspillede humoristiske øjeblikke, såvel som højdramatiske kærlighedserklæringer udført i formidable fraseringer. Men de fleste af sangene – med få undtagelser – er kedelige og rummer for mig ikke ligeså megen spænding og intensitet, som den oprindelige historie gør.

Scenografien rummer momentvis smukke billeder, som når Daphne forvandler sig til laurbærtræet, der vejer levende i vinden. Men til tider virker kostumerne useriøse og bakker ikke æstetikken op, som var en af grundpillerne i oldgræsk kultur. Martin Vanberg spiller i sidste akt dyreflokkens gud Pan og ligner mest af alt en Disney-figur med sine overdrevne gedebukkeben og påsatte horn.

'Apollo og Daphne' rummer flere kærlighedsanekdoter, som er kædet sammen på kryds og tværs. Jeg forsøger ikke at begribe hvert enkelt øjeblik i de godt og vel tre timer, som operaen varer, men lader mig blive mæt af stemningen og den højstemte atmosfære, i stedet for krampagtigt at holde styr på den røde tråd.