Håb

Et sort rum med 20 unge i løse jeans og hvide T-shirts. Tre musikere bagerst på scenen. Det er sådan set, hvad forestillingen ’Håb’, der er den 10. i rækken fra projektet DanseDrømme, byder på. Men det er også rigeligt med ingredienser. 

For koreograf Vidar Hansen formår virkelig at udnytte potentialet i at have så mange dansere på scenen. Snart er de få, så lidt flere, så er alle til stede, så kommer der flotte, havlignende bannere tværs over scenen, så kommer der stilhed, så kommer der tempo. ’Håb’ står aldrig stille, og de 60 minutter forsvinder som dug fra solen i de mange smukke og medrivende kompositioner, som de unge dansere præsenterer os for. 

Koreografierne er stramme og imponerende. Danserne har hver deres udtryk og ofte forskellige bevægelsesmønstre, men timingen er der. Udtrykket er på en gang synkront og forskudt, så udtrykket bliver meget levende og organisk. 

Holdet bag ’Håb’ består af professionelle kunstnere: koreograf Vidar Hansen, komponist Gert Østergaard, kostumedesigner Maja Brix. Så selvom de unge medvirkende ikke er professionelle dansere, er den kunstneriske kvalitet bestemt i top.

Af og til bliver udtrykket måske endda en smule for poleret, som de smukke, unge mennesker står her på byens fineste kulturadresse og opfører sig efter alle kunstens regler med upcyklede designerkostumer og storladen livemusik. Jeg kunne i den sammenhæng godt savne en lille sprække i det gennemkomponerede udtryk – lidt tilfældighed, lidt dårlig pop, lidt latter, lidt uredigeret råhed – eller noget andet, som kunne give modvægt til de voksnes normer for, hvordan man begår sig på de bonede gulve. 

Holdet bag DanseDrømme består også af psykoterapeuter og voksne med et ønske om ”at bruge dansen som pædagogisk værktøj”. De unge kommer med forskellige forudsætninger – nogle er unge talenter indenfor dansens verden, andre er utrænede. Nogle har et nogenlunde gnidningsfrit ungdomsliv, mens andre har en hverdag præget af psykosociale udfordringer. 

Og som publikum er det faktisk forestillingens helt store mirakel: Man kan både se og ligefrem mærke på danserne på scenen, at de har udviklet sig enormt over de måneder, forløbet har stået på. Stoltheden i deres blikke og bevægelser. Hjemmevantheden med hinanden og på de skrå brædder. Man mærker tydeligt, at hver og én af de 20 medvirkende er hundrede procent dedikeret til missionen om at lykkes med en smuk og stærk forestilling – sammen. 

Danserne smelter da også sammen i de mange fælles koreografier. Dans er svært at beskrive med ord, men jeg får oplevelsen at de tilsammen bliver som fuglevinger; som regndråber, der trommer på en bilrude; som popcorn, der popper i en gryde; som et bølgende dansegulv – og ikke mindst som en stor krammer med 20 sæt arme. 

Forestillingen er ikke lige så håbefuld i sit udtryk, som titlen indikerer. De unge er vrede og frustrerede – og hvem kan betænke dem i det – så udtrykket bliver ofte i både ord og musik ret alvorligt. Mod slutningen kommer lyset mere tydeligt frem og vi bliver mindet om, hvorfor forestillingen bærer netop dette navn.  

Og hvad håber de unge dansere så på? Jamen svaret skal selvfølgelig opleves på egen krop gennem de mange ordløse kompositioner. Men der er også citater fra de unge med, og de afslører, at de håber på fred, på at fattigdom må ophøre, på fællesskab, på fri og lige kærlighed, på lighed, på retfærdighed og på handlekraft – at vi kan gøre noget ved verdens kriser. Meningsfulde håb formidlet på yderst bevægende facon af de unge medvirkende dansere og holdet bag ’Håb’.