Sonoma

Folklore og mytologi, der dunkende heftigt bevæger sig ud af de gamle, fastlåste traditioner og ind i nutidens kampskrig for frigørelse. Suget i mellemgulvet og kraften i hjertet.

Den spanske koreograf Marcos Morau og hans kompagni La Veronal er kendt for ekspressiv koreografi baseret i kulturelle referencer til især film, litteratur og billedkunst. Det er ganske tydeligt i ’Sonoma’, der henter ideer fra 2016-værket ’Le Surréalisme au service de la Révolution’ - inspireret af den spanske filminstruktør Luis Buñuels liv og surrealisme.

Ligesom Buñuel elskede at sætte kvinden i fokus, hylder Morau her kvindeskikkelser fra sin (katolske) opvækst, som han spejler i surrealistmesterens signaturer, såsom gudommelige, jordlige og kødelige kontraster. Med ni fænomenale kvindelige dansere, der bringer kroppene til en samlet organisme af bevægelser og ytringer. 

Ofte føles den franske tekst som en mumlen eller hvisken - oversat til engelsk og vist på sideskærme - som en verden hvor kvinder normalt er uforståelige eller stiltiende. Ligesom teksterne også har en vis dobbelthed: de er vise ord, råd og motivation, men også belærende og nedladende i anden kontekst. Og ofte en smule prætentiøse, som alt fra "Ars longa, vita brevis" til "Du skal ikke elske med lukkede øjne" og "Lad ikke frygten finde dig".

Det begynder og slutter med religiøse ritualer og traditioner. Først det rebbundne kors, tvunget til jorden og trukket rundt i reb af kvinder i blondekyser og storstivede, stribede, hæklede nederdele, der lige har rullet rundt på scenen, som på hoverboards. Helt ens og i imponerende samspil skaber de ni dansere en nærmest magisk stemning mellem fortid og nutid.

Mindst ligeså hypnotisk og fabulerende er dansen med sorte hætter, hvor timingen, ikke mindst i de suggestive armbevægelser, er helt sublim. Midt i de superkontrollerede udtryk overrasker hybermobilitet og dominoeffekter, og det er karakteristisk for hele forestillingen at alt fungerer i skarp sammenhørighed. Selv når de mod afslutningen får listet sig til nogle livlige soloer, består den hele organisme - for det er sammenholdet, der gør at man også kan stå stærkt alene. 

Indimellem vækker bevægelser og musiktoner følelser af gru over vores verden, både fortid og nutid, men ’Sonoma’ er primært en hyldest og en fejring af kvindelivet. En livskraft, der stadig udvikler sig og altid betager med ind- og udtryk kropsligt som mentalt. 

Uden for meget analyse af surrealismen aner man temaer som uskyld, natur, sorg, forening, spiritualitet og selvfølgelig kærlighed. Men mest af alt er det enkelt og modereret. Silvia Delagneaus stilrene kostumer, David Pascuals metafysiske rekvisitter og et stærkt lyddesign af Juan Cristóbal Saavedra - alt i et spil mellem gammel og ny spansk kvindekultur. Hvor det moderne også fastholdes af det traditionelle.

Gennem hele forestillingen intensiveres de seje trommelyde, for at kulminere da de ni kvinder til sidste nummer entrerer med hver deres Calanda-tromme. Som påsketraditionen i Aragón-regionen - hvor både Morau og Buñuel er opvokset. Og hvilket fænomenalt vildt og heftigt trommebrag det er - så man helt får lyst til at finde sin egen tromme og istemme den tydelige frigørelse og fejring af kvinder.