Together
THRILLER/GYSER
Premiere 14. august 2025
Ritualer der binder mennesker sammen er der mange af. Fra ældgamle myter og kulturelle fællesskaber til moderne broderskaber samt hypede trends som blod-ed og ouija-bræt. Det har skabt uhygge og splat i mange film, men sjældent som en fuldbyrdet body horror-metafor for et kærlighedsforhold.
Det gør den australske instruktør Michael Shanks ret forrygende med sin debutfilm ’Together’, hvor han mixer parforholdets hverdagsvaner med kultiske ritualer - så det ultimativt eskalerer til et afhængighedsforhold af skræmmende proportioner - og overraskende også ret sjovt indimellem, midt i gyset.
Hollywood-parret Dave Franco og Alison Brie (der har været gift i 8 år) bringer toptunet kemi til Tim og Millie, der efter 10 års kæresteri vil flytte fra Melbourne til en lille skovby i håb om at (gen)finde deres nærhed og kærlighed. Det kommer i foruroligende form - efter de farer vild i skoven under en regnstorm og må overnatte i en slags underjordisk grotte - og de rammes af en overnaturlig kraft der forbinder dem på magnetisk, klæbende vis.
Selve historien lyder ganske traditionel, men med genkendelighed og sympati skabes en god base for de syrede ting der optrappes særligt visuelt. Først i mindre glimt af chok og traumer - som klassiske mareridt man ikke helt forstår - og efterhånden i længere gysende sekvenser. Som lugten af forrådnelse, der hænger sammen med et barndomstraume. Mystikken om et forsvundet par der måske er forbundet med en kollapset (kirke)kult. Og absurd når læber, øjne, arme og ben klistrer sammen - til sødsuppe af en Spice Girl-sang.
Shanks fortæller i vild og effektiv body horror-stil, der sprudler af kreativitet og rammer en suveræn grænseveksling mellem gys og grin. Helt exceptionel er sexscenen på skoletoilettet, hvor smerte og grin går i ét; ligesom kampen for at modstå den vilde tiltrækningskraft udspilles med piller og pulver på gulvet, inden det skrigseje indgreb med en elektrisk stiksav.
Sjældent har body horror-metaforer fungeret så forrygende som rædselsbilleder på parforholdsfobier som afhængighed, commitment og at miste sig selv i symbiosen. Når man bliver for magelige i forholdet og glemmer at mærke efter hvad man virkelig vil og har brug for. Der trækkes både på urgamle allegorier (Platon), okkulte formål (kønsidentitet) og moderne intentioner (SoMe), når ideen om at forenes går i horror-modus.
’Together’ er forfriskende fiffig i de mange detaljer fra parforholdets kontroverser omdannet til små, syrede horror-elementer for krop og sjæl. Noget rammer plet, andet runger i periferien efter mening - men det er fantastisk underholdende. Og slutningen sætter kun flere tanker igang - creepy og underfundig, så man igen både smiler og gyser!