Tryllefløjten

Stumfilm-opera. Mozart ville have elsket det, for der er noget ved det tidlige filmformat, der passer rigtig godt til hans sidste og måske mest folkelige og legesyge opera. ’Tryllefløjten’ er kærlighed og drømme mixet med eventyr og magi, så inden det gode sejrer over det onde går det ganske balstyrisk for sig med mange spøjse karakterer. 

Denne fortolkning af australske Barrie Kosky - i samarbejde med illustratorer Paul Barritt og Suzanne Andrade fra det britiske teaterkompagni 1927 - har gået sin sejrsgang over hele verden siden premieren på Komische Oper i Berlin 2012, og mange hvisker om nyklassiker. Bestemt er det interessant nytolkning at skabe en operaforestilling med så meget animeret, filmisk show, men i længden går det også lidt i tomgang.

En stor bagvæg, rykket tæt på scenekanten, fungerer som lærred, og stumfilmsæstetikken er tydelig i det animerede, primært sort-hvide billedeunivers, hvor farverne kun bryder ind når fantasierne ruller. Her er flimrende urværk og tandhjul, hypnotiserende øjne, surrealistiske dyr koblet med maskiner, blodige skeletter, lampeild og -vand, nodedryssende fe, spindelvæv, flyvende elefanter og cocktailsnabler samt andre gakkede forekomster.

Med meget lidt sceneplads bliver det meste aktion skabt på det store lærred, og de fleste karakterer er begrænset til stillestående positurer på højtplacerede drejedøre/plateauer eller et enkelt rundt spotlys a la maleriske stilleben. Og når de indimellem får lov at interagere - med hinanden eller animationen - bliver det i det hektiske og overdrevne udtryk, der kendetegner stumfilm. 

Der er slapstick som i de gamle komediestrimler med Chaplin og Keaton, men også uhygge med hints til klassiske horrorfilm som den tyske ’Nosferatu’, og øverst troner et ’Metropolis’-agtigt skelet som Nattens Dronning med kæmpe edderkoppeben. Der løbes og danses - eksempelvis af farlige ulve med can-can i understellet - men oftest uden at komme nogensteder.

Det meste er dog ren fantasi og magi skabt af de legesyge hovedpersoner, Tamino (Jonathan Koppel) og Pamina (Clara Cecilie Thomsen), imens de drømmer sig i hinandens arme. De får indimellem hjælp - eller forhindringer - fra birollerne der også hver især savner kærlighed. Særligt sprøde er de tre sirener, Fru Sladder, Frk Sludder og Madame Vrøvl, som manipulerer på vegne af Nattens Dronning; og søde som sommerfugle er de tre kordrenge, der viser sig noget mere magiske.

Allermest energisk og underholdende er selvfølgelig Papageno, fuglefængeren og kvindecharmøren, der i Palle Knudsens skikkelse er helt uimodståelig. Det er også en af hans store signaturroller, og det er således en værdig sidste operamedvirken for ham efter 25 år på scenen, inden han fortsætter bag scenen som chef for Den Kongelige Operas Solistensemble.

Det kan være svært at være stum i en opera, men det er faktisk en af dyderne i denne historie. Først som en straf, der rammer Papageno, fordi han lyver. Og senere som en af de prøvelser han skal hjælpe Tamino igennem for at finde Pamina. Men Papageno kan ikke styre sig, hverken med sang, mad eller kvinder - og det kommer der de allerskønneste scenarier ud af, ikke mindst den afsluttende forførelse med damecocktails og  lyserøde elefanter.

’Tryllefløjten’ har så mange lag og temaer, at der kan tolkes i utallige højder og dybder, så når man har et hvidt - eller sort - lærred at tegne på, kan det gå i oversving. Det sker også her med et livligt overflod af ting, tegn og symboler, som meget kreativt underbygger eller modsiger, men på et tidspunkt bliver virvaret trættende at finde mening i. 

Koskys opsætning har en del tyske referencer, hvilket hylder Mozarts oprindelige ide om en opera til folket, ikke adlen (som oftest bestilt til store operahuse), og en mere folkelig premiere på et mindre teater i Wien anno 1791. I den oprindelige ånd om at synge på publikums sprog, er librettoen oversat til dansk, og selvom Karen Hoffmanns oversættelse er rigtig vellykket, så er der bare ikke ligesåmeget kraft og klang i det danske, og det lyder indimellem lidt vise-kedeligt. Og så når Nattens Dronning-arien slet ikke helvedets hævn i Rainelle Krauses koloraturer.

Musikalsk appellerer ’Tryllefløjten’ bredt, for Mozart - og hans librettist Emanuel Schikaneder - mixede mange stilarter. Det klassisk elitære til Prins Tamino, kultisk-religiøst til skurken Sarastro, stordramatisk til Nattens Dronning og hendes sladretanter, og uskyldigt syngespil til Pamina og de tre kordrenge. Ganske anderledes er den mere simple folkemusik til Papageno, for rollen blev skabt til librettisten selv, trods middelmådigt sangtalent. 

Mozart var selv et stort legebarn, og i sit es, når han fik lov at sprede vilde ideer og nye noder. Derfor passer denne slags modige, anderledes fortolkning prima til ham. Og det er vitterligt flot og underholdende, men  mest medrivende i begyndelsen, for efterhånden som en del figurer og symboler går igen, bliver man lidt bedøvet af animationerne og begynder at savne mere menneskelig interaktion. Og at mærke kærligheden, som jo er essensen af dette fortryllende operaværk.