Bonnie & Clyde

"Bang-bang, du er død!" Der er uskyld, leg og drømme i alle stiltoner af denne musical om det legendariske forbryderpar Bonnie og Clyde, og det velkendte "lev stærkt, dø ung"-drama swinger forrygende og forførende i det spillevende scenerum.

De fleste kender til myten om Bonnie og Clyde, primært fra medieopmærksomheden og politijagten, der resulterede i en voldsomt blodig skudfinale. Frank Wildhorn, Don Black og Ivan Menchells Broadway-musical fra 2009 går lidt under huden på hovedkaraktererne - med opvæksten, fattigdommen og religionen som skyggerne, der bliver ved at følge dem - med flere følelser og drømme, der giver mere romantisk skær.

I Martin Lyngbos iscenesættelse fastholdes det uskyldige og naive især med Clara Sophia Phillipsons kække men meget pigede Bonnie, der ikke kan andet end flyde med kærligheden til Clyde. Som Clyde spiller Christian Collenburg også på det juvenile, men er alligevel mere farlig i sin desperation og den rastløse oprørstrang der får kriminaliteten til at eskalere. De er forelskede og forblændede, og deres fysik og især stemmer passer skønt sammen, og især Collenburg strutter af overskud. 

Mere voksent, men ligeså definitivt, står det til hos broren Buck (Niels Skovgaard Andersen), hvis impulser også følger de kriminelle spor. Trods hans stærkt religiøse hustru Blanche (Cecilie Gerberg) forsøger at få ham til at leve et helt almindeligt liv; ligesom Bonnies mor (Natali Vallespir Sand) konstant appellerer til følelser og forstand. De er en del af den feminine balance, der indimellem overtager hvor mandigheden mest viser sig i selskab med skydevåben, og hvor fru guvernør får skældt den bløde politistyrke ud - deriblandt den forsmåede Ted (Claus Riis Østergaard).

Scenen er sat både teatralsk og filmisk i Benjamin La Cours fremragende scenografi, hvor der oftest sker noget på både for-, midt- og bagscene - og i siderne. Med glidende overgange mellem sekvenserne, eksempelvis når et hjørnerum køres ind, når drejescenen ruller karakterer ud, eller spotlyset rammer bagbroen. Som filmklip og teaterskift mixet. For med mellemrum omkredser et filmcrew en scene med røgposer og lydeffekter, stuntmadras, klaptræ og mikrofonstav.  Og når filmoptagelsen spiller på sidevæggen stopper den ved et ikonisk punkt, så stillbilledet smelter sig ind i myten om Bonnie og Clyde, virkeligheden og mediebilledet.

Det er en legende fortælling, hvor alle har et drama-gen og gerne vil trumfe med netop deres overbevisning. Som en balance mellem virkelighed og drømme, der er essentiel for overlevelsen. Også i virkeligheden havde de helt sikkert brug for en vis forestillingsevne og fastholdelse af deres mission, og på sin vis dikterede de selv deres historie, indenfor de begrænsninger de selv havde viklet sig ind i. Som når Bonnie giver autografer under et bankrøveri, eller får trykt sine (profeterende) digte i aviserne.

Deres heftige "alt eller intet"-attitude stammer tilbage fra barndommen, hvor de fattige omstændigheder og kampen for overlevelse afstedkom drømme om stjernestatus og berømmelse. Det er "lev stærkt, dø ung" i ultimativt udtryk. Fra drengereplikken om at ordne alt med et gevær til hendes rørende solosang "det’ ikke svært at dø, hvis vi to gør det sammen..." og deres fælles drøm om "hele verden vil ku’ huske mig/os." 

Wildhorns musik swinger skønt og groovy, og flere gange minder tonerne om Duke Ellingtons ’It don’t mean a Thing (if it ain’t got that Swing)’ - en af de helt store standards, som bekræfter hele pointen med at gå fuldhjertet ind i det man føler og tror på. Om det er swing og rytme, eller kærlighed og frihed. Temaet er gennemgående her, når musik matches med dans, eller film og teater flyder ind i hinanden, og hvor Bonnie fremhæver flow og rytme til sine digte og Clyde ligeså i sin sang til hende.

Man er fabelagtigt underholdt af ’Bonnie & Clyde’, der skaber en fin snørkling af det rå og det romantiske, det virkelige og det drømmende. Visuelle lækkerheder i gammeldags stil med masser af detaljer, men et moderne energifyldt flow, der følger den swingende musik og sang, hvis fortolkning også leger med tone- og temposkift i mere hypede takter. Særdeles gennemført produktion og et fremragende ensemble.