Dear Stranger

‘Dear Stranger’ er den slags film som man ikke rigtigt kan få helt greb om. Lige når man tror, man ved hvad det handler om, sker der noget der sender filmen i en helt anden retning. 

Japanske Kenji (Hidetoshi Nishijima) og hans taiwanesisk-amerikanske kone, Jane (Gwei Lun-mei) bor i New York. Kenji er adjunkt i arkitektur og forsøger desperat at sikre sig en fastansættelse på universitetet. Jane har til stor frustration sat sin egen karriere som dukkefører på vågeblus mens hun jonglerer med børnepasning, huslige pligter og samtidig må hjælpe sine aldrende forældre med at passe dem og deres lille butik. 

Den evige træthed og hverdagens små gnidninger, slider på det unge par som taler mere og mere forbi hinanden - ikke mindst da Jane igen begynder at arbejde som instruktør på en ny dukkeforestilling. Kenji lader sin irritation sive gennem stilheden som var det en dyd at bevare roen, mens Jane giver udtryk af en rastløs og lidt ustabil kunstner, hvis sorg rummer alt for meget og længes efter forløsning. Der er ingen tvivl om at det blot er et spørgsmål om tid før lunten udløser en eksplosion.

En dag, mens Jane sammen med sin 4-årig søn Kai, passer forældrenes butik, udsættes de for et røveri og det sætter gang i en række af hændelser der tvinger Kenji og Jane til at konfronterer og forstå hinandens følelser, hemmeligheder og ubearbejdede traumer.

Åbningsscenen er en forelæsning om Babelstårnet. Den bibelske ruin og monument over menneskelig ambition, der blev ødelagt af den pludselige fødsel af mange sprog. Det er et snedigt forord om forholdet mellem Kenji og Jane, hvor enhver udveksling risikerer at blive oversat forkert. Dialogen kan være krævende for publikum, da den ofte virker akavet og indimellem fremføres næsten staccato-agtigt, men samtidig føler vi på egen krop den udfordring parret har. Desværre er det ikke kun i samtaler mellem parret at sproget kan virke lidt knudret, også når engelsktalende karakterer kommer ind i billedet bærer sproget præg af en tvivlsom oversættelse, hvilket giver et uheldigt indtryk.

"I vragresterne finder vi sandheden," siger Kenji på et tidspunkt - hans arbejdsmæssige fokus indenfor arkitektur er ruiner, en påvirkning fra barndommen i Japan, hvor han under et voldsomt jordskævl mistede sin mor. Det er en fin sætning og der er undervejs i filmen enkelte små guldkorn, men ingen af dem føres til dørs og det bliver i stedet et sammensurium af sporadiske idéer. 

Den japanske instruktør Tetsuya Mariko vil simpelthen for meget med ‘Dear Stranger’. Filmen lægger ud med at være et emigrantdrama, med Janes anspændte forhold til sine førstegenerations emigrantforældre og deres ubehag og problemer i et nyt land. Men samtidig er det også et parforholdsdrama om to mennesker der er optaget af deres egne ting og glider mere og mere fra hinanden mens deres lille søn hurtigt bliver kastebold mellem dem. 

Og endelig udvikler filmen sig til en forsvundet-barn-thriller, med politiefterforskning og yderligere et par sidespor der hæftes på. Der er nogle fascinerende idéer, men det bliver for rodet og fungerer ikke rigtigt - og at karaktererne flere gange opfører sig så himmelråbende dumt, at det er svært ikke at rulle med øjne, hjælper ikke på det og så strækker det sig tilmed ud over hele 138 minutter.