Camp X-Ray

Indelukket, afgrænset og regelsat. I Camp X-Ray er det ikke kun fangerne, der mærker tomgangen i at være bag lås og slå. Alle ligger under for S.O.P. – standard operating procedure – også vagterne.

Der skal ikke meget S.O.P.-intro til, før man føler, at væggene snævrer sig ind i takt med at reglerne begrænser enhver menneskelighed. Alligevel insisterer instruktør-debutanten Peter Sattler på at fortælle en mere positiv historie fra Guantanamo Bay-lejren. Næsten helt uden skyld, tortur og anden overdreven vold.

De indsatte er ikke fanger, men tilbageholdte – i henhold til Geneve-konventionen – og de skal overvåges konstant. Og eftersom flugt ikke er en option, handler det primært om at forhindre selvmord. Det afbildes i umådeligt mange og lange scener fra den klaustrofobiske fængselsgang, hvor vagterne tjekker hvert cellevindue i en cyklus på tre minutter, konstant over deres 12-timers vagt.

En af de nye vagter har allerede oddsene imod sig: Kvinde, ung og uerfaren. Amy (Kristen Stewart) står ellers godt imod begynder-mobningen og senere sexchikane. Hun har endda ben i næsen til at melde sin nærmeste overordnede (Lane Garrison) for regelbrud. Derfor virker det så meget mere underligt at hun ikke kan håndhæve forbuddet om at indlede samtale og dernæst venskab med den snakkesyge fange Ali (Payman Maadi).

Filmens bedste replik er Alis: ”Hvis jeg følger jeres regler, erkender jeg, at I har ret til at lave regler for mig.” Deri ligger flere spændende historier, end ’Camp X-Ray’ har overskud til at fortælle. Sattler har svært ved at fokusere sin empati, og føler åbenbart det er nødvendigt at krænke Amy, før hun (og publikum?) kan forstå forurettelsen af disse indsatte.

En anden interessant vinkel, som næsten negligeres, er det provokerende i at ansætte kvinder i et fangemiljø af mandlige muslimer. Når det endelig adresseres virker det næsten urealistisk – og handler egentlig mere om at presse Amy end om krænkelsen af den tilbageholdtes rettigheder.

Selvom man har svært ved at tro på historien, er der nogle fine scener af det usædvanlige venskab med både humor og håb. Men man er aldrig i tvivl om magtbalancen, og til sidst tager sentimentaliteten over. Især den sidste vennegestus kammer over – forudsigeligt og urealistisk. Så ‘Camp X-Ray’ ender selv som en kedelig S.O.P.