Captain America: The First Avenger

Problemet for 'Captain America' er, at undertitlen 'The First Avenger' viser sig at være den vigtigste. Når den gode, gamle nazi-tævende supersoldat støves af og får et 3D-paintjob nu, er det nemlig fordi, han ikke kan undværes i den kommende stor-storsatsning om 'The Avengers' – superhelte-holdet, som også kollegaerne Iron Man, Hulken og Thor er med på.

Cap skal på plads i forhold til de andres film, og kommer det. Til gengæld står oprindelseshistorien så og mangler en ordentlig historie, der kan tage den veloplagte fireforestillings-fornemmelse i hånden og lette, istedet for at flade ud i noget, vi har set så mange gange før, og altså kun ser igen, fordi vi snart skal se noget andet.

Chris Evans (der også var Flammen i de to knap så fantastiske omgange 'Fantastic Four') hælder ellers godt med all american-attraktion i sin Steve Rogers, det splejsede sessions-flop fra Brooklyn, der med hjertet på rette sted og superserum i sine celler alligevel får lov at være med i 2. Verdenskrig. Tommy Lee Jones og Stanley Tucci luner rutineret fra sidelinien, det romantiske sidespor er sødt, og forlæggets tykke patriotisme får et tvist med en nogenlunde spiselig grund til at rende rundt i star spangled-trikot.

Hvis bare den sympatiske spejderdreng havde noget fornuftigt at tage sig til, frem for den småtrivielle missison med udbryder-nazister og okkulte strålevåben. Så var det måske også nemmere at overse, at Captain America altså ikke er den mest ophidsende heltefyr, når han går i aktion. Stærkere end din far og med et mega-skudsikkert skjold – det er ikke noget, der rigtig imponerer nede i superhelte-klubben, vel?