Casper Christensen Komplekset

”Det´ ligemeget!” Denne ironisk kække oneliner har mange taget til sig i spøg og spot – og med klar inspiration i comedy-kongen har den da også central betydning i satiredramaet ’Casper Christensen Komplekset’.

Dramatiker Jakob Weis skyder igen med skarpt i anden del af sin nationale faktions-trilogi, der startede i 2011 med ’Udslet Hornsleth’ og slutter med ’Von Trier - persona non-grata’ i 2015. Fokus er på selviscenesættelsen af kunstner vs. privatperson, og indflydelsen på vores samtid. Hvor Hornsleth delte vandene og skabte debat, er Casper C. det svage mellemspil med ironisk afsæt, der kan udmønte sig til en eksplosiv afslutning med Von Trier. Trilogiens overskrifter er nemlig: Kunst, humor, angst.

Provokation og udfordring er faste udgangspunkter for alle tre, og Casper C. har længe været trendsættende indenfor den grovkornede og satiriske humor. Men er han bare en glad dreng, der rykker for pengene, pigerne og pikken? I hvert fald har han en magt, der får folk til at lade sig udnytte eller ydmyge – med eller uden hans tilstedeværelse.

Dette magtspil præger også de ugentlige pitchdage på Douglas Entertainment, hvor fire aktører bliver mere og mere frustrerede og desperate. Ret effektivt skabes en sitcom-stemning a la 'Langt fra Las Vegas' og 'Klovn' med dåselatter og -klap, en genkendelig jingle som ringetone og udviskede grænser mellem karakterer, skuespillere og privatpersoner.

Weis er en af landets bedste nyere dramatikere, og hans replikker sprudler og sprutter som enhver stand-upper kun kan misunde ham. Monologerne er lynskarpe, og særligt Lotte Andersen er intimiderende i sit opråb om Tintin-fjæsets humor som snot, der skal tømmes ud af nationens bihuler.

’Casper Christensen Komplekset’ afspejler oplagt og foruroligende, hvordan ironien i stigende grad muterer vores sprog, tanker og følelser. Overskrider grænser, nedbryder moral, forsimpler holdninger. Selvironi er super-trendy, men for meget og for hårdt kan ende med selvudslettelse.

Et overaskende twist efter pausen lægger endnu flere lag til temaerne om identitet og selviscenesættelse, men finder aldrig den rette balance mellem det overfladiske og det kropslige. En manglende blodpose tager en del fokus med en dramatisk opbygning, der falder temmelig slapt ned i slutafviklingen, trods en ganske voldsom kropslighed. Men pointen er leveret et par scener tidligere i Filippa Suensons spiddende monolog, og replikken: ”Det skal se virkeligt ud, men det behøver ikke give mening” – er bare ikke nok til nye udløsninger.

Til gengæld er forestillingens egentlige slutscene original og snurrig – et nissehue-stunt med reference til Søren Kierkegaard – og man huskes på Weis’ egentlige budskab: Ironien, der bedøver og fordærver. Til alt er ligemeget, ligegyldigt.