pixel

Christiansborgs beskyttende perlekæde

Rigets store demonstrationsplads står klar igen efter sit makeover med terrorsikrende granitkugler og ny brostensbelægning.

terrorsikring christiansborg

85 store granitkugler har lagt sig som perler på en snor uden for vinduerne af det arbejdende folkestyre. Hele vejen langs yderkanten af nyomlagte Christiansborg Slotsplads for diskret og dekorativt at beskytte den mod trafikken og det, der er værre.

Bag stenperlekædens bue er et nyt gulv af 200.000 brosten klar til igen at tage imod folket, når det periodisk samler sig på slotspladsen for at udøve retten til netop at forsamles og demonstrere.

Efter en årrække med byggerod og mere klodsede midlertidige forhindringer for køretøjer med ondt i sigte, skal den kuglerunde kantsikring løse sikkerhedsopgaven, så pladsen stadig er åben og imødekommende – og uden selv at være til gene eller direkte fare for menneskemængderne.

Den nye udgave af rigets vigtigste demonstrationsplads er formet af GHB Landskabsarkitekter efter princippet om sikkerhed for folkestyret, tilgængelighed for folket. Og som en visuelt rolig plads, hvor rytterstatuen af Frederik VII, der i 1849 opgav enevælden og underskrev Grundloven, kommer til sin ret.

Den beskyttende halvcirkels matslebne kugler er hugget af lys nordisk granit – materialet går igen på Christiansborgs facade og formen blandt andet oppe på slotstårnets otte guldkugler rundt om spiret. Hver kugle vejer godt 1,7 tons, har en diameter på 113 centimeter og er foret med en stålstolpe.

Også i hverdagen skaber perlekæden en klar afskærmning mod trafikken, som manglede før. Tre steder brydes den af sænkbare pulleter, så for eksempel brandbiler, demo-højtalervogne og dronningens guldkaret stadig kan rulles ind på pladsen.

Granitgulv uden gris

På selve slotspladsen har GHB udskiftet belægningens originale mønster med en ensartet flade af klassiske københavnerbrosten, der giver sammenhæng med nabopladsen foran Thorvaldsens Museum. En del af stenene er genbrug fra pladsen.

Det gamle repos med tre trin foran Borgen er beholdt, men har fået granitfliser til erstatning for betonfliserne. Også de gamle lygtepæle er bevaret men flyttet ind i en lige række langs med facaden.

Værre er det gået for i alt 10 træer på en trafikhelle og ved indkørslerne til Christiansborg, der alle er fældet i det sammenhængende granitgulvs navn. Som plaster på såret er tidligere tiders grønne linje genskabt langs vandet på modsatte fortov, hvor 12 nye gadetræer er plantet langs kanalen.

En let omlægning af vejbanerne rundt om pladsen har flyttet holdepladserne til turistbusser og taxaer væk og længere ned af Slotsholmsgade.

Væk er også den lille gris, der en kold nat i 1984 dukkede op på en græsplet ved slotspladsen. Skulpturen var hugget i granit af kunstneren Benny Dahl og fik lov at blive liggende og blive sit eget lille uofficielle vartegn for Borgen. Nu opbevares grisen på et lager og skal eftersigende genplaceres – det har Magasinet KBH dog ikke kunnet få bekræftet, men vi følger op på sagen!

Afløser klodset fortrop

Brolæggerne har været igang på slotspladsen i halvandet års tid, men renoveringen har været fem år undervejs, siden en mere klodset terrorsikring blev stillet op som en hurtig, midlertidig løsning i 2013.

Den dominerende række af rå, uensartede kampesten blev imidlertid stående i over tre år, mens Folketingets administration og Københavns Kommune diskuterede frem og tilbage om en pænere og permanent områdesikring. Først efter flere forkastede forslag, om blandt andet en vold rundt om Christiansborg, fandt Borgen og bystyret frem til kuglerne som erstatning for de viltre klodser.

Hele makeoveret af Christiansborg Slotsplads har kostet 50 mio. kroner, som kommer fra statskassen. Folketinget og Slots- og Kulturstyrelsen har stået for omlægningen og har nu givet slotspladsen tilbage til Københavns Kommune, der har ansvaret for at vedligeholde den og giver tilladelserne til at forsamle sig på den.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

Christiansborg har åbnet byens højeste tårn for alle med lyst til sublim københavnerudsigt og nyklassisk dansk mad.

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling