pixel

Nyt håb for Njals Tårn?

Efter fem års stilstand slår ny rapport fast, at Njals Tårns konstruktion er sikker — men at søjlerne skal forstærkes, hvis byggeriet skal genoptages.

Måske er der endelig en fremtid for Njals Tårn.

Det ufærdige højhus, der står som et skandaleramt vartegn på det nordlige Amager, er nemlig sikkert, og der er ikke en umiddelbar risiko for, at det styrte sammen.

Men skal byggeriet genoptages, kræver det omfattende forstærkninger af søjlerne på to etager.

Det konkluderer en ny rapport som bygherren Bach Gruppen netop har afleveret til Teknik og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune.

En sag om svag beton

Sagen begyndte for mere end fem år siden, da byggeriet blev sat på pause efter en anonym henvendelse.

Anklagen lød, at den beton, der var brugt i både fundament og den bærende konstruktion, var af en langt ringere kvalitet end den, som byggetilladelsen foreskrev.

Tårnet risikerede ganske enkelt at styrte sammen, hvis betonen ikke blev forstærket, vurderede Teknologisk Institut senere. Undersøgelserne fra institutetet fandt både teglsten og plastikrester i det der viste sig at være genbrugsbeton.

På det tidspunkt havde tårnet været under opførelse siden 2017 og havde nået sin maksimale højde på 86 meter.

Siden den uheldige opdagelse har tårnet stået ufærdigt hen og processen med at rydde op i moradset har sneglet sig frem.

Bach Gruppen, der står bag byggeriet, fik godt nok forstærket fundamentet i 2021.

Men en længe ventet rapport, der skulle klarlægge hele bygningens tilstand, har ladet vente på sig — angiveligt på grund af problemer med at finde en såkaldt "uafhængig tredjepartskontrollant", der kunne godkende rapporten.

Byggestart afventer ny tilladelse

Sidst vi besøgte sagen i foråret, var der dog med forvaltningens ord stadig "fremdrift i forhold til, at forvaltningen snarligt kan modtage materialet fra ansøger".

Rapporten er altså nu modtaget og konkluderer, at det kun er søjlerne på 7. og 9. etage, der skal forstærkes. Søjlerne på de resterende 21 etager samt den øvrige konstruktion lever altså angiveligt op til de lovmæssige krav.

"Jeg er glad for, at byggeriet i sin nuværende tilstand er sikkert, og at vi har fået sat foden ned over for en bygherre, der ikke har levet op til sit ansvar," sagde teknik- og miljøborgmester Line Barfod ovenpå den lange proces, der langt fra er afsluttet.

Byggeriet er fortsat standset, og forvaltningen afventer endnu engang et stykke papir fra bygherren — denne gang en ansøgning om tilladelse til at forstærke de mangelfulde søjler.

Først derefter vil der blive taget stilling til, om byggeriet kan fortsætte, og om de første beboerer engang kan flytte ind i deres forhåbentlig sikre højhus.

De københavnske politkere vil løbende blive holdt orienteret om sagens udvikling, lover forvaltningen, og her på magasinet følger vi naturligvis med fra sidelinjen.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling