The Dante Project

Stjerner. De afslutter alle tre dele i ’Den Guddommelige Komedie’, og de lyser for evigt i dette klassiske mesterværk. Også som ballet - for i Wayne McGregors ’The Dante Project’ skinner de lige stærkt gennem fortid, nutid og fremtid.

Dantes storværk er hyldet som middelalderens hovedværk, med referencer og cadeauer til filosofi, religion, poesi, spiritisme, mytologi, kosmologi og mere til. En semi-biografisk fantasi, hvor Dantes pilgrimsrejse går gennem Helvede og Skærsilden til Paradis - ledsaget først af sit forbillede, den romerske digter Vergil, og sidst af sit livs kærlighed Beatrice.

Umiddelbart en kæmpe opgave at fortolke til scenisk underholdning. Men britiske Wayne McGregor - en af de nyere banebrydende koreografer med masser af erfaring i crossover projekter og artistudvikling - kan selvfølgelig skabe Dante-magi på tåspidser. Endda i samarbejde med to andre markante britiske kunstnere, komponisten Thomas Adès og billedkunstneren Tacita Dean, der begge debuterer i balletuniverset.

Det bliver et modigt mix af stilarter, der ikke helt naturligt blender med hinanden, men skaber en spændende dynamik, hvor momentum skifter og giver plads til utallige stjerneglimt. Hvor fortiden forbindes med nutiden og fremtiden gennem universielle temaer og følelser. Mestendels abstrakt, for som titlen signalerer er balletten en fortolkning af (nogle af) Dantes karakterer og følelser, mere end klassisk handling. Dermed er det en fordel at kende til den overordnede historie i ’Den Guddommelige Komedie’ for helt at følge med i de forskellige tableauer. 

Særligt i første del ’Helvede’ er det svært at skelne synderne fra hinanden, selvom deres tætsiddende dragter er kridtet symbolsk og mere eller mindre i forhold til deres synder. Deriblandt de selviske, selvmorderne, de vrede, paver og grever samt tyveknægte. Og til sidst troner Stephanie Chen Gundorph som Satan over Dante (Ryan Tomash), inden han med hjælp fra Vergil (Alban Lendorf) slipper videre. 

I ’Skærsilden’ vender alt mod den forløsende kærlighed, men karakterne skal gennem erindringer og ritualer, renselse og frelse for at blive værdige til ’Paradis’. Men Dante finder endelig Beatrice (Astrid Elbo) og de følges ind det uendelige, hvor himmelske kroppe forenes med kosmiske konstellationer. Dansen er ganske guddommelig og de helt tætte, glinsende bodysuits illuderer nøgenhed og genskabelse så smukt og frækt i det mættede lysdesign.

Det er her i slutningen at forestillingen rækker mod fremtiden, særligt i æstetikken former de moderne takter sig i abstrakte, spirallerende farver, der via det filmiske lærred hvirvler sjælene ind i det store uendelige univers. Således har historien - gennem Tacitas Deans scenografi - udviklet sig fra den rå naturs klippekanter over malerisk romantik til uforklarlig science fiction. Gådefuldt og foranderligt.

Og så alligevel en helt klassisk og tidløs hyldest, opført første gang i 2021 af The Royal Ballet i London, som fejring af 700-året for Dantes død. Værkets første del blev skabt inden C19-pandemien ramte verden, og det fordybede helvede synes at have flere fortællinger i sig end de to efterfølgende kortere dele, der dog fremstår mere positivt ladede. For McGregor ville pointere helingen, som verden var særdeles optaget af i slipstrømmen på C19. Og som igen er frygteligt aktuelt med Ukraine- og Gaza-tragedierne.

Adès’ kompositioner er mere tvetydige, for hans frembrusende og oftest skarpt kontrasterende lydbilleder giver indimellem dansen en kraft, der ikke helt stemmer i det paradisiske modus. Man kan mene at  Adès’ tonesprog er for dominerende og skarpt til ballet, eller man kan anerkende denne nye volumenstil som det, der i høj grad medvirker til at gøre ’The Dante Project’ til den moderne hybrid, som også Adès’ operaværker - ’Powder Her Face’, ’The Tempest’ og ’The Exterminating Angel’ - excellerer i.

Stjernerne her er mange, for en stor del af Det Kongelige Balletkompagni tripper over scenen, mange i forskellige roller og formationer, der skaber en hvirvlende vrimmel af kropslighed. Som hovedkarakter er Ryan Tomash ganske afdæmpet, imens Astrid Elbo er vidunderligt udtryksfuld som Beatrice. Deres sjæledans i Paradis er en af de få længere pas de deuxer, og de smelter smukt sammen. I front er også Alban Lendorf som Vergil, men der er ikke mange dansetrin til ham, så han fungerer mere som en velsignet tilstedeværelse. Ligeså har resten af ensemblet kun få soloer, hvoraf den mest markante er storm-pas de deuxen mellem Sebastian Pico Haynes og Emma Riis-Kofoed. 

’Paradis’-delens sidste linjer lyder: "..af den kærlighed, der driver solen og de andre stjerner", og imens kridtstøv og sjælerøg lægger sig går Dante mod den guddommelige lykke, helt alene på den nøgne scene. Ud mod publikum. Som en enkelt lysende stjerne. Dantes projekt, men der er tusindvis af stjerner, som vi evigt kan spejle os i - gennem fortid, nutid, fremtid.