pixel

Svanesøen

  • Operaen
  • premiere 28. januar 2023
  • 5.04

Svanesøen

Fakta

BALLET

28. januar - 10. marts 2023

Opdateret fra premiere 13.marts 2015

Operaen

Hübbe og Schandorffs fremragende nytolkning af ’Svanesøen’ fejer igen succesfuldt over Operaens blanke gulv. Med fem forskellige par alternerende i hovedpartierne - denne aften udtryksfuldt smukke Astrid Elbo og supercharmerende Ryan Tomash, der forblændes og fortrylles af hinanden, samt von Rothbart i Mathieu Rouauxs flimrende skikkelse.

’Svanesøen’ er den slags forestilling, der får det bedste frem i alle - med status af udødeligt mesterværk, vidunderlig musik og imponerende ballettrin. Og dermed bekræftes det også hvor fremragende et balletkompani af internationale dansere vi har i Den Kongelige Ballet. Det er klassisk, ekstravagant, forførende og smukt - i lyset og i mørket. 

-------------------------

Med voluminøse vingesus forføres man af mørket. Overraskende for den klassiske ballets romantiske storværk ’Svanesøen’. Men så meget desto mere effektivt fortrylles man af Silja Schandorff og Nikolaj Hübbes nytolkning.

Fra Tjajkovskijs ouverture drages vi ind i mørket af en sort/hvid videografik så hypnotisk at dybden ingen ende synes at have. For skurken von Rothbart er for længst i gang med at svinge sin magiske kappe af infame intriger. Ganske skarpt har Hübbe og Schandorff rykket ham ind på hoffet blandt prinsens rådgivere netop som enkedronningen opfordrer sin søn til at finde sig en passende brud.

De truende sorte gitterbjælker er a la tandhjul allerede begyndt at trække sig sammen over prinsen, da han ved skovsøen møder den hvide svane Odette og forelsker sig. Kun evigt troskab kan redde Odette – og de andre uskyldige svaner – fra von Rothbarts troldbinderi. Men den mørke magi lurer prinsen til at tro at den sorte svane Odile er hans udkårne.

Det er et godt dramatisk greb at gøre von Rothbart mere dominant samt lade mørket ulme konstant. Ligesom det er modigt at tilsætte så mange mandlige træk i denne ultimative kvindeballet, men det giver en interessant kant til det tutu-nydelige. Ikke mindst fordi Jón Axel Fransson er særdeles fremragende som von Rothbart – ikke den typiske skurkepositur, men med stor karisma og markant danseteknik. I pragtfuld kontrast til Alban Lendorfs majestætiske melankoli og overlegne styrke.

Mia Stensgaards vilde renæssance-hofkostumer med mega-puf og tung brokade leverer også velfungerende modpoler til den klassisk forfinede og stringente koreografi, der kendetegner ’Svanesøen’. Men mest af alt er det den finske troldmand udi lysdesign Mikki Kunttu, der udvider dimensionerne – ikke kun i det sorte men også det hvide univers. Med grafik af enorme skeletvinger skaber Kunttu en forlængelse af de mange, flotte svaneformationer, der glider ind i det fantastiske lysdesign af blå nuancer og fascinerende dybde.

Tjajkovskijs musik er blandt de mest enestående balletkompositioner – og man forstår slet ikke at nogle balletfolk engang syntes den var uegnet til ballet – hvor enkelte instrumenter træder følsomt og virtuost frem i lange passager. Som i den første vidunderlige pas de deux mellem prinsen og den hvide svane til sjælelig smuk harpe og violin. Adagio-kunst til perfektion.

I dobbeltrollen som svaneprinsessen er J’aime Crandall teknisk ypperlig i sin ekspressive elegance, men hun mangler følelse i afspejlingen af den hvide svanes blidhed og den sorte svanes forførelse. Den minimale øjenkontakt med prinsen gør heller ikke meget for kemien med Alban Lendorf, men de får alligevel skabt imponerende dansevitalitet. Bare ikke så det tindrer af kærlighed.

Men for mig har den klassiske ’Svanesøen’ aldrig været den ultimative kærlighedshistorie. Mere en mytologisk pigedrøm og et blændværk, der rummer lidt for meget opvisning i forhold til egentlig handling og lidenskab. Denne vision er en overraskende forførelse i mørket samt mere modne og moderne takter med sitrende ny nerve, som pirrer og beruser langt mere.

Adskillige slutninger har gennem årene delt publikums følelser og meninger, og indimellem dykket dybere i svanehistorien. Hübbe og Schandorff afviger igen fra den klassiske Petipa og Ivanov-koreografi og -handling, og blafrer med skarpe og dunkle vingesus ind i de moderne understrømme. Den mørke forførelse snurrer endnu.

Mest læste

seneste
scene

Under dybet
4.02

Operaen
Stolthed og fordom
5.04

Betty Nansen Teatret
Saul
5.04

Operaen
Koreorama nr.01
4.02

Det Kongelige Teater
Askepot - The Musical
3

Tivolis Koncertsal
Dansedybet
3

Sort/Hvid

seneste
film

Civil War
4.02

Alex Garland
Hammarskjöld
4.02

Per Fly
Abigail
4.02

Matt Bettinell-Olpin, Tyler Gillett
Back to Black
3

Sam Taylor-Johnson
close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling