Den Sidste Olie

Det er stort drama i særdeles minimalistisk form, når OperaNords nyeste forestilling glider over isen i Østerbro Skøjtehal. Helt originalt og unikt - og grænsende til vanvid, for medspillere og beskuere.

"Koldere og mørkere," synger de, og den stemning er omnipræsent fra sekunderne publikum entrerer hallen, med pigsåler kradsende småhuller i isen og småfrosne bagdele på minitaburetter i en slags rundkreds på midtisen. Der er omkring 4 grader og kun få, små lyskilder glimter, imens musikken knirk-knaser sig igang. Det er mystisk, knugende og potent. Hvad skjuler sig i mørket? Og under den kolde, hårde overflade? 

I højderne, på magttaburetterne, findes de fire Holberg-inspirerede karakterer: Idealerne, Magten, Kynismen og Skepsis. Klædt i sorte termoskrud med frygtindgydende fjerkraver og stærk autoritet i hvert stemmeleje, der udtrykker disparate vinkler på kolonisering, med udgangspunkt i det danske Grønlands-indtog i 1721.
 
Denne grønlandske is, hvor der måske findes olie i dybderne, er stadig topaktuel på politisk plan, nationalt og internationalt; så selvom Niels Rønsholdts nyskrevne opera og Louise Becks iscenesættelse fokuserer på  magtbegær og rovdrift på naturressourcer, så er pointen at det altid går ud over medmenneskerne. Og som slutningen antyder, bliver der endnu en ekspedition, en jagt, et offer. Historien gentager sig - ligesom librettoen flyder med gentagelser - for der vil altid være nogen, der jagter den sidste olie. 

OperaNord har før begået sig med site specific - eksempelvis ’Looking for Courage’ i og omkring Tietgenkollegiet anno 2015 - og deres visuelle vid og musiske kant udvikler sig stadig i diverse samarbejder. Her i 'Den Sidste Olie' er performancekunstneren Nana Franciska Schottländer fuldstændig fantastisk i sit næsten nøgne udtryk, hvis lille krop har en imponerende styrke når hun skal trække det koloniserede læs. 

Helt basalt skaber kulden og mørket en sårbarhed, der skærper sanserne, og får performerne til at stå stækere. Via egen kølig bagdel mærker man Nanas afklædte krop endnu mere, og efter tilvænning kan man drømme sig til hvordan den tykke, mørke olie må varme hendes krop, når hun oversmører sig med de dyre dråber. Ligeledes giver det sus midtvejs da nogle lokale skøjtere skridter vildt rundt om os.

Sangstemmerne - kontratenor Morten Grove Frandsen, sopran Katinka Fogh Vindelev, mezzosopran Nana Bugge Rasmussen og basbaryton Richard Låås - toner klart og køligt, og trods en vis enformighed i både libretto og musik fornøjes man alligevel af spredte moduleringer og spøjse overraskelser, som Athelas Sinfonietta leverer fra tilskuertribunen. Ideen om at placere pianist og dirigent James Sherlock som skibskaptajn i centrum er god, men hans armbevægelser bliver indimellem ret forstyrrende for Nanas kropslige udfoldelser.

Sporadisk sniger vanviddet sig ind - i musik, sang og stemning - og selvom man synes, man forstår essensen, så er det absurditeten i realismen, eller omvendt, der rykker rundt i krop og sind i dagene efter. Billedet af Nanas exit, Morten Grove Frandsens eminente stemme og de klirrende rekvisitter, der matcher musikken. Hvornår betaler vi (igen) prisen for at erobre isen, mørket og dybet?