Ødipus Laboratoriet

Foran os står fire unge og dækker deres syn med hænderne. Deres kroppe er halvt blottede og de sitrer i takt med deres eget åndedrag i den stærke spot, som nærmest ubarmhjertigt oplyser scenen. Udenfor ligger København bortgemt i en sælsom tåge. Det er et oplagt tidspunkt at opsøge det kultiske og rituelle, som udspiller sig på Skuespilhuset i aften og få nætter frem.

Sagnet om manden, som er født til at gå i hundene har skuespillerne i ti intense dage samarbejdet med iscenesætter Anja Behrens om at få sat ord, krop og følelse på. Forestillingen smider stopklodserne overbord og spurter med høj fart ind i tragediens allerdybeste og forrykte mørke.

’Ødipus Laboratoriet’ har været et undersøgelsesrum for skuespillerne og instruktør, som har arbejdet med en meget visuel og poetisk tilgang, som jeg synes virkelig får italesat tragedien på meget sanselig vis. De har taget udgangspunkt i Ødipus som menneske, og netop den tilgang er spændende, fordi vi får lov til at komme på opdagelse i hans overvejelser, hans tvivl og hans erkendelse.

Med stor indlevelse iklæder skuespillerne sig, hvad jeg oplever som netop den skæbne, Ødipus bliver bevidst om efter han har slået sin far ihjel og ægtet sin mor. Skæbnen er hvid maling, og den hvide maling forlader aldrig deres hud. Heller ikke når de vasker sig. Skæbnen er bundet til dem og er uhyrligt allestedsnærværende. I rejsen mod erkendelse bliver det voldsomt og afmægtigt på scenen og skuespillerne omfavner virkelig det rå og modbydelige, som Ødipus bliver udsat for.

Men der er også plads til at smile og grine. Som når de fire henholdsvis smører og bader sig i rå stykker koteletter. I hver af disse fire skuespillere – Christine Sønderris, Simon Sears, Elliott Crosset Hove og Iza Mortag Freund – findes så stort komisk potentiale, at det er uundgåeligt at trække på smilebåndet over det absurde.

Det ømme poetiske, det ulykkelige og det humoristiske forbindes nænsomt igennem hele forestillingen i lyriske billeder. Dog savner jeg et valg om mere forbindelse imellem de fire skuespillere – fornemmelsen af en enhed opstår ikke rigtig, men hver især er de gode historiefortællere.