Miroirs No.3

Tyske Christian Petzold har skabt et fortættet drama om sorg og familiedynamikker uden chokeffekter og ugennemskuelige drejninger, hvilket gør et endnu større indtryk, da handlingen udspiller sig i efterdønningerne af voldsomme traumer. 

Laura (Paula Beer) er en ung klaverstuderende i Berlin, der er inde i en skidt periode og tydeligvis er deprimeret, måske endda med tanker om selvmord. En eftermiddag hvor kæresten Jakob har et karrieremæssigt vigtigt møde med en producer til et arrangement uden for byen, tager hun nødtvungen med, men da de når frem kan hun ikke overskue situationen og vil hjem. Jakob låner producerens åbne sportsvogn for at køre Laura til stationen, men kombinationen af frustration, dårligt humør og for høj fart gør at han mister kontrollen over bilen og resultatet er katastofalt. 

Sekunder inden uheldet har Laura et splitsekund øjenkontakt med en lokal kvinde som de passerer i vejkanten - det er som om de begge genkende noget i hinanden, som en slags telepati. Kæresten omkommer, men Laura overlever på mirakuløs vis uden særlige fysiske mén, men mentalt går hun i stå. Hun får husly af Betty (Barbara Auer), kvinden fra vejkanten, der med moderlig omsorg tager sig af hende og der opstår hurtigt en særlig forbindelse mellem de to. 

Betty bor alene i et lidt forfaldent hus og ser ud til at være delvist fremmedgjort fra sin mand Richard (Matthias Brandt) og voksne søn Max (Enno Trebs), der driver et tvivlsomt bilværksted ikke langt derfra. De har fra start en tydelig modstand mod Laura, men langsomt opbygger de en familielignende hverdag sammen, indtil fortidens mørke bringes frem i lyset.

Den lidt mystiske filmtitel henviser til en berømt suite for soloklaver af den franske komponist Maurice Ravel. Tredje sats ‘Une barque sur l’océan’ (en båd på havet) bruges metaforisk af Petzold som et ocean af sorg, hvor minder reflekteres og karaktererne må bygge en redningsbåd sammen.

Og det er ikke svært at gennemskue hvor handlingen bevæger sig hen i ‘Miroirs no 3’ - i en lidt for åbenlys scene kalder Betty endda ved et uheld sin nye gæst for "Yelena", før hun retter det til “Laura”. Men på en underlig måde føles det næsten forløsende at vide, at det er sorg der binder dem alle sammen. Man kan på flere måder sige, at det er historien om en død pige, der kommer tilbage til livet. Det der gør filmen interessant er, at den næsten er i samme døsige tilstand som vores hovedpersoner. Tempoet er langsomt og filmen benytter sig ikke af unødvendigt lir, man er blot til stede lige der, lige nu i deres liv.

Laura spilles af Paula Beer, som synes at være instruktørens nuværende muse. Hun har været hjørnestenen i alle hans film siden ‘Transit’ fra 2018 og hun er altid et gådefuldt hjerte i en karakter der er omgivet af et mysterium der nægter at blive opklaret, men som altid vækker interesse hos os der kigger på. Og det er især på grund af de to fremragende præstationer af Paula Beer og en anden Petzold genganger, Barbara Auer, at ‘Miroirs No. 3’ fungerer så godt.