Giant Steps: Balanchine & Wheeldon

Neoklassiske mestertrin fra Balanchine til Wheeldon - dette års ’Giant Steps’ er en fint sammensat trio af det balletudtryk som startede i 1920erne og stadig er i vild udvikling. Klassisk og stilrent, men med nye skæve trin og rytmiske bevægelser, der udfordrer den velkendte minimalisme.

En af Georges Balanchines første balletter er ’Apollon’ fra 1928 - og den første han skabte sammen med Igor Stravinsky - af mange betragtet som den originale neoklassiske ballet. Og her i Nikolaj Hübbes version står alt skarpt og rent som det ikon Apollon er. Solodanser Andreas Kaas passer gudesmukt i rollen og danser med præcision og kontrol, ikke mindst i de flotte armbevægelser. 

Det bliver en eminent fryd i minimalistiske trin og positurer. Særligt følelsesmættet da Apollon skal vælge mellem tre af sine muser: Kalliope (Astrid Elbo), Polyhymnia (Stephanie Chen Gundorph) og Terpsichore (Caroline Baldwin) - poesien, mimen og dansen. Allermest ikonisk er slutscenen hvor de rækker ud efter solen: deres kroppe i smuk samlet positur, strakt ud som solstråler. Og med Stravinskys inderligt perfekte balletmusik der flyder eminent med Balanchines trinsprog, bliver alt så formfuldendt.

Mindre interessant og endda lidt ufokuseret er midterstykket ’De fire temperamenter’ - også af Balanchine, der i 1946 var blevet mere dynamisk, og mere atletisk i udtrykket. Men valget af Paul Hindemith som kompositorisk inspiration rammer ikke de forventelige nuancer af titlens fire sindsstemninger: melankolsk, sangvinsk, flegmatisk og kolerisk. Der mangler kontraster og passion, og med et virvar af dansere bliver de dybere følelser tabt. Kun når Sebastian Pico Haynes imponerer med stærke, fuldendte bevægelser, er man forført, men det er ganske uforståeligt at hans fyrige temperament skulle være flegmatisk.

Men heldigvis slutter det forrygende med britiske Christopher Wheeldons ’Corybantic Games’, der leger med fysisk og åndelig kærlighed - og med homo- og polyamorøse undertoner. Balletten er skabt i 2018 til 100 års-fejringen af Leonard Bernstein, og til hans violinkomposition ’Serenade’, der er inspireret af Platons ’Symposion’, har Wheeldon allerede i 1999 skabt ’Corybantic Ecstasies’.

I græsk mytologi er korybanter nogle hengivne præster, der hyldede frugtbarhedsgudinden Kybele med euforiske fester og krigsdans. Det rituelle mixes vellykket med det erotiske, som modedesigner Erdem Moralioglu også har nailet med kabaret-inspireret hvidt undertøj og bondage-agtige sorte bånd til både kvindelige og mandlige overkroppe. 

Der er lighed og frihed i kønnene her, hvor der dannes par på kryds og tværs. Særligt fængende er den fabelagtige skyggedans i primært blåt, hvor tre kærlighedspar skiftevis spejler hinanden og tager spotlyset: Mand og kvinde, to kvinder og to mænd. Alligevel imponerer kvinderne mest - Ji Min Hong og Tomoka Kawazoe i intens pas de deux, og mod slutningen excellerer Emma Riis-Kofoed i en heftig frigørelsesdans, der næsten skræmmer mændene væk. 

Den Kongelig Ballet danser med mytologisk form og stil, og selv når tåspidserne udfordres af hæledans er alt flot præcision og hengivelse. En virkelig flot ensemble-afslutning statuerer igen relevansen af programrækken ’Giant Steps’ - især med et gennemgående tema.