Peeping Tom: Chroniques

Fortiden, nutiden eller fremtiden? Her er helvedesagtige kronikker i vildt og fascinerende mix med de fabelagtige og superfleksible dansere og kropsekvilibrister fra Peeping Tom.

Det belgiske kompagni, der blæste undertegnede - og alle andre - fuldstændig omkuld for et par år siden med ’Triptych’, er tilbage i det vidunderlige Østre Gasværk-rum, som kompagniet blev ret vilde med og derfor, efter sigende, skabte denne forestilling til. Og der er mørke, tæt på dystopiske visualiseringer og temaer som passer til det rå gasværk, men selve gasværkets flotte rum og æstetik er ikke udnyttet en eneste gang i Amber Vandenhoecks scenografi, hvis bagtæppe er en stor, sort/hvid Brueghel-inspireret skitsering. 

I et ingenmandsland af forfald hersker destruktionens delirium og fem mænd kæmper med sig selv og hinanden. De dør og genopstår i et vildt flow af uendelig overlevelseskraft. Metamorfoser og mutationer spiller ind - indre som ydre - og skaber et limbo hvor grænsen mellem vanvid og ekstase udtrykkes som en intens cyklus af kropsudtryk af en anden verden. Den hvor alt smerter, også når man griner.

Sten er det primære scenografiske udtryk - den konstante last, den evige byrde - hvor nedbrydning og opbygning går instinktivt i syntese med menneskerne, der hverken magter livet eller døden. Med hints til mytologi og helligdom, kunst og kultur, teknologi og kemi med mere bliver det klart at udvikling også er afvikling, for det der ligner en start kan ligevel være en slutning. De Storm P-agtige robotter, der fejer ubehjælpeligt rundt, for kunst og komik. Og malingen som både indre og ydre væsker, hvis farver og former ændres når de mixes.

Det er ofte med en vis humor at de kreative rekvisitter får gentagen fokus - og meningen spiller hele tiden med seriøse undertoner. Metalhatte med et underligt ’hul’, der senere viser sit formål når de bliver til skjold for nogle skøre gnomer med mumlende lederskab og uundgåelig glidebane. Helt klart det sjoveste indslag, der først skaber tvivl om hvorvidt det er etisk at grine, men man har alligevel ikke noget valg. Faktisk minder det lidt om Monty Python når de er bedst.

Gabriela Carizzos koreografi til ’Chroniques’ er meget mere ensartet end ’Triptych’, mere kantet grotesk og indimellem helt kontorsionistisk. Men det er unægteligt stadig dybt imponerende kropsudfoldelse med sporadiske overraskelser. Såsom én specifik pistolhåndtering, der overgår alt! Det kan nærmest ikke forklares - det skal bare opleves! 

Dermed er noget som spøjs leg, andet som (u)dødelig alvor, men sikkert er det at man forundres og forbløffes - og det tager noget tid efterfølgende at kapere det oplevede. Handlingsmæssigt er man hurtigt fortabt - som de agerende - men stemningen er ultimativ og altomsluttende. Som billedkunst, der bliver levende gennem performance og kropslighed. Ikke så meget dans, egentlig mere en udfoldelse i at tilpasse sig.

Peeping Tom skaber grænseoverskridende, småprovokerende fortællinger og stemninger, og for nogen vil absurditeten og gentagelserne være for insisterende og måske irriterende. Men det er altid vedkommende med dybdeborende følelser og ypperlig fascination. Man suges ind i en særlig verden, der for altid sætter sine spor og påvirkninger. I fortiden, nutiden og fremtiden.