The Double

Originalen er altid mere interessant end kopien, ik? I stilistisk modus udfordrer ’The Double’ denne tese med krusede lag af dualitet og ambiguitet.

Fascinerende, foruroligende og fortættet fra start, hvor hovedpersonens (Jesse Eisenberg) marginale væsen afbildes med en togtur fuld af forhindringer. Det er spøjst og forunderligt, og filmen syder af denne charmerende absurditet – helt ned i de små detaljer. Som jakkesættet han ikke kan fylde ud, det korrupte identitetskort og konstant overdøvende lyde.

Arbejdspladsen støver af Kafka-klaustrofobi og Orwell-overvågning, og da en ny medarbejder ankommer, står alt og alle snart på hovedet overfor hans schwung. Og kun én ser ham som dobbeltgængeren, der vil overtage hans liv.

Oplægget er Dostojevskij-romanen ’Dobbeltgængeren’, der selv er inspireret (primært) af Gogols ’Petersborg-noveller’. Oveni slynger instruktør Richard Ayoade et væld af referencer til stilistiske og tematiske forbilleder udi identitetskvaler. Fra Godards ’Alphaville’, Welles’ ’Processen’ og Tatis ’Playtime’ til finske Aki Kaurismaki og svenske Roy Andersson.

Alligevel er Ayoades version helt sin egen. Som i debutfilmen ’Submarine’ udløser hans manierede karaktertegninger og irrationelle handlingsmønstre et underfundigt lune midt i al mørket. Berusende er også det imponerende lydunivers af forstærkede hverdagslyde – denne overflade af støj, der kontinuerligt begrænser fri udfoldelse.

Trods den store iderighed bliver den symbolladede form noget anstrengt henimod slutningen, hvor en varslet gentagelse flader ud. Ofte føles handlingen også fastlåst i en destruktiv stemning, og de forskruede karakterer appellerer ikke ligefrem til medfølelse.

Selvværd og identitet er kodeordene for ’The Double’, og løsningen findes et sted mellem over- og underfladen, som kopien og originalen forcerer til bristepunktet. Lyder det kryptisk? Det er ’The Double’ så sandelig – og åben for fortolkning i flere retninger. Som hos Dostojevskij spiller samfundsstrukturen og det generelle menneskesyn en afgørende rolle, og udsigten er grum for individualister og originaler.

Hvorfor skulle fremherskende tyranner være mere interessante end middelmådige altruister? Denne dobbeltgænger er på en gang et drømmebillede og et mareridtssyn, for hans fremgang er baseret i fusk. Det interessante er folks reaktioner, og der kan man skille de overfladiske kopier fra de ægte originaler.