pixel

Føreren og Forføreren

  • Joachim A. Lang
  • premiere 19. september 2024
  • 5.04

Føreren og Forføreren

Fakta

DRAMA

Originaltitel: Führer und Verführer

Premiere 19.september 2024

Se bort fra den meget lidt mundrette titel (direkte oversat fra den tyske ’Führer und Verführer’) – dette er et fremragende og minutiøst researchet indblik i verdens mest effektive propagandamaskine og manden bag. 

Joseph Goebbels var den oprindelige mestermanipulator, som leverede fake news og desinformation til det tyske folk længe før fake news blev et begreb. Hans propaganda bidrog  til at skabe et ganske bestemt billede af Hitler og Nazityskland og filmen viser blandt andet hvilke metoder Goebbels benyttede til at udgrænse særlige folkegrupper og hvordan det lykkedes ham at vende folkestemningen fra krigstræthed til et entusiastisk ja til den ”totale krig”. 

’Føreren og Forføreren’ udspiller sig i årene 1938-45. Goebbels (Robert Stadlober) er udover at være en yderst effektiv propagandaminister også en af de få i Hitlers inderkreds, som omgås privat med Hitler (Fritz Karl), hvilket ikke mindst skyldes hans kone Magda (en fantastisk Franziska Weisz). Hun og Føreren har et nært (platonisk) forhold og hun forguder ham, mens han omvendt nyder hendes selskab og beundring. Så da Goebbels ønsker at blive skilt for at kunne gifte sig med en tjekkisk skuespillerinde kommer han i unåde, for han og Magda og deres 6 børn er indbegrebet af den nazistiske, ariske idealfamilie. 

Filmens slutning vil ikke komme som en overraskelse for nogen, men fortællingen er en vellykket blanding af kendte og mindre kendte historiske fakta. Alt er underbygget af omfangsrigt kildemateriale (ikke mindst Goebbels egne dagbøger) og med et fokus på detaljen, som blandt andet ses i et imponerende filmisk greb, hvor der veksles mellem nutidens fiktion og de oprindelige propagandaoptagelser, som var godkendt af Goebbels. 

Skuespillerne – især de tre centrale hovedroller – yder fine præstationer. Det er altid vanskeligt at gestalte så kendte, historiske personer og særligt Stadlober er udfordret , fordi han fysisk er langt større og mere imposant end virkelighedens Goebbels, der med sine 165 cm. var ude af stand til fysisk at intimidere sine modstandere. Til gengæld rammer han meget præcist arrogancen og selvsikkerheden – og usikkerheden, da han falder i unåde og rent fysisk bliver placeret længere væk fra Hitler ved et møde i den inderste kreds. 

’Føreren og Forføreren’ er mere end bare underholdning. Det er en film, hvis overordnede tema samtidig er en påmindelse om, hvad manipulation og fake news kan føre til i sin yderste konsekvens. 

Mest læste

seneste
film

La Chimera
4.02

Alice Rohrwacher
Joker Folie À Deux
2.04

Todd Phillips
Lee
3

Ellen Kuras
Kun os to
4.02

Valérie Donzelli
Beetlejuice Beetlejuice
5.04

Tim Burton
Speak No Evil
4.02

James Watkins

seneste
scene

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling