Sparta

Dette er en selvstændig fortsættelse til komediedramaet ’Rimini’, om den afdankede slagerstjerne Richie Bravo og hans liv som sanger og gigolo i Italien. I ’Sparta’ er det Richies bror Ewald, der er hovedperson og lad det være sagt med det samme: Det er ikke en feel good film til en hyggelig dateaften. Den er mørk og ubehagelig – og en af Seidls bedste film til dato. 

Ewald (Georg Friedrich) er i 40erne. Han har for en del år siden forladt hjemlandet Østrig og arbejder i Rumænien, hvor han bor sammen med sin rumænske kæreste. Ewald vil dog tydeligvis hellere have fire rodbehandlinger uden bedøvelse end være sammen med sin kæreste. Så han bruger sin syge far som undskyldning for at flytte ud, men i stedet for at returnere til Østrig og passe faderen slår han sig ned i en fattig rumænsk landsby, hvor han istandsætter en gammel, ramponeret skole og tilbyder gratis judo-lektioner til byens børn.

Det fantastiske ved ’Sparta’ er den tvetydighed, der lægges for dagen. Om Ewald udnytter børnene seksuelt bliver ikke definitivt bevist. Men langt de fleste vil nok finde hans behov for at være i selskab med unge drenge mistænkelig og nogle af hans handlinger grænseoverskridende, og man sidder med en knugende fornemmelse i maven efterhånden som hans elever bliver mere knyttet til ham. Samtidig er han måske alligevel en bedre faderfigur end nogen af de alkoholiserede fædre, der terroriserer deres mindreårige børn. Og det er denne dobbelthed, der gør filmen ekstra interessant.

Georg Friedrich er overbevisende som Ewald. Med meget lidt dialog er det først og fremmest kropssprog og ansigtsmimik, der formidler den pine, han tydeligvis er i. Også forholdet til faderen er anderledes: Hvor mange voksne børn deler seng (og ligger i ske) med deres forældre? 

Med minimale virkemidler og en nærmest dokumentarisk kameraføring ses flere generationers traumer og spørgsmålet er hvordan Richies og Ewalds barndom har været siden de begge kan være så skadede individer. Samtidig kan man se traumet blive givet videre til den yngste generation i Rumænien. 

Der var små glimt af humor i ’Rimini’, for Richies hedonistiske livsstil var indimellem voldsomt komisk. Humoren er fraværende i ’Sparta’ som til gengæld er langt mere foruroligende. Det er sådan en film, man tænker over lang tid efter at man har forladt biografen.