Frøken Smillas fornemmelse for sne

Det er varmt, da vi bevæger os mod Vesterbro. Og den notorisk overophedede sal i Teatret ved Sorte Hest skuffer ikke. Jeg sveder. Min ledsager sveder. Resten af publikum sveder. De to bravt kæmpende skuespillere på scenen sveder. Det er sommer og det er urpremieren på ’Frøken Smillas fornemmelse for sne’.

Hvis man af uransagelige årsåger ikke er stødt på Peter Høegs kriminalroman fra 1992 eller Bille Augusts film fra 1997, vil man ikke umiddelbart savne noget af fortællingen om den døde dreng Esajas og hans ældre veninde Smillas utrættelige jagt efter sandheden i denne sorte og vrede punkopsætning,

For der er langt fra isvinteruniverset i Høegs roman til den varme atmosfære her i mørket på Sorte Hest. Man må med møje tilkæmpe sig forestillingen af den tilfrosne kanal ved Hvide Snit på Christianshavn, de uendelige vider af kold indlandsis på Grønland og Esajas i fosterstilling på den nyfaldne sne.

Ordene er Høegs, men der ikke meget tilbage af krimiplottet og fortællingens fremadstormende progression. I stedet er det en fastfrosset staccato-agtig dynamik, der præger Det Dramatiske Udgangspunkts fortolkning af den folkekære roman.

Scenografien er rippet for overflødigheder. Et knitrende bagtæppe i sølv reflekterer skarpt projektørernes ubarmhjertige lys. En elguitar. Et mikrofonstativ. Et trommesæt og et keyboard. Ind træder Milla Maria Dalsgaard med snehvid hud og lyst jordbærfarvet hår, de mørke øjne knitrer rasende i takt med scenetæppet. De mørkerøde læber som stivnet i en nedadgående bevægelse. Et skridt bagved står Jonas Littauer – mørk og mystisk med de brede øjenbryn trukket tæt sammen i panden – og minder mest af alt om en ung Nick Cave.

Det er ildevarslende og den allerede tunge luft fortætter. Guitaren slås an og en grum serenade begynder. Vi er til Esajas’ begravelse. Esajas’ mors hjerteskærende klagesang skiftevis skriges og klynkes ud gennem Dalsgaards rødmalede mund.

Det er noget af en opgave det unge makkerpar er sat på. Ene og alene spiller de sig igennem den anseelige rolleliste i ’Frøken Smillas fornemmelse for sne’. Der er ingen mærkbare pauser imellem sceneskiftene, ingen ændring i belysningen til at guide publikum på vej. Kun denne rå og nøgne ubarmhjertighed. Det er vrangvilligt, vredt, sort og ikke mindst larmende. En blanding af poetry slam, punkens simple akkorder og forkrampet kropslig udfoldelse. Et langt sejt træk i intensitetens navn.

Det er svært at trække vejret i det lille lokale, og der arbejdes på højtryk for at banke mine sanser sønder og sammen. Et par enkelte publikummer må kaste håndklædet i ringen halvejs. Resten kæmper febrilsk med det uddelte program og benytter det som interimistisk vifte. Indimellem giver vi lyd fra os: Små halvkvalte grin, der hvor humoren i stykket alligevel lader et solstrejf skinne igennem det tunge dække af torden.

Det er ikke for sarte sjæle at se ’Frøken Smillas fornemmelse for sne’ på Sorte Hest. Det er et sansebombardement og der prustes, råbes, spyttes og grædes på grænsen til det skabagtige. Det er den grønlandske sjæl at gå ind i det sorte humør og dvæle ved det – det er ægte grønlandsk maner at vandre ind i tunnelen – for dér og kun dér findes ét punkt af lys.

Når det nu alligevel bliver for meget af det gode, er det nok i bund og grund en mangel på progression som stykket savner. Det hele stivner i al sin intense energi, for der bliver aldrig plads til at lade udtrykkene bundfælde sig. Det er prisværdigt at ville skildre det grønlandske dilemma og den mangel på integration og lydhørhed det grønlandske folk har lidt under i hænderne på den danske kolonimagt.

Men ærlig talt fremstår Smilla og Co. som en omgang trodsige teenagere, der jamrer over verdens uretfærdighed. Den, der råber højest, er den som bliver hørt, synes at være mantraet. Men det er sjældent, at man opnår noget ved at kaste sig jamrende i gulvet, omend det skyldes frustration og livssmerte. Fornemmelse for sne eller ej. En fornemmelse for styrken i pauserne og det usagte kan også noget.