The French Dispatch

Det er både forførende og finurligt, når den skæve, stilistiske instruktør Wes Anderson erklærer sin kærlighed til magasinjournalistik - med kraftig inspiration hentet fra The New Yorker - og fransk kultur.

’The French Dispatch’ er titlen på et magasin med base i den lille fiktive by Ennui-sur-Blasé. Her sidder magasinets grundlægger og chefredaktør Arthur Howitzer Jr. (Bill Murray) i front for en lille håndfuld mere eller mindre excentriske journalister i 1960’ernes Frankrig. Han har sans for den gode historie, men har en svaghed for sine skribenter, som han passer og plejer og giver meget lang kreativ snor. 

Filmen er meget passende struktureret som en magasinpublikation - specifikt det allersidste nummer af The French Dispatch, for Arthur Howitzer Jr. er død, og mens hans medarbejdere sørger over tabet, tænker de igennem en række små novelleagtige fortællinger, tilbage på tiden med ham i redaktørstolen.

Efter en kort nekrolog følger en lille rejseklumme fra beatnik-reporteren Herbsaint Sazerac (Owen Wilson), der cykler gennem byen, mens han viser dens til tider faldefærdige charme med alfonser, rotter og børn der strejfer rundt i gaderne og terroriserer gamle damer og til tider cykeljournalisten selv. 

Hovedafsnittet er tre lange magasinartikler, der hver præsenteres som sin egen fritstående minihistorie. Den første er skrevet og delvist fortalt af magasinets kunstkritiker J.K.L. Berensen (en fabelagtig Tilda Swinton). Det er fortællingen om en maler (Benicio del Toro), der afsoner fængselstid for mord og har en affære med fængselsvagten (Léa Seydoux), der poserer for hans nøgenportrætter, mens en kunsthandler (Adrien Brody) forsøger at få den geniale, men forstyrrede kunstner løsladt for at fremme sin egen karriere. 

I den anden artikel reporterer journalisten Krementz (Frances McDormand) fra studenteroprøret i Paris i maj 1968 om hendes romance med en af ​​bevægelsens ildsjælsledere (Timothée Chalamet). Og i den sidste havner madskribenten (Jeffrey Wright) midt i en kidnapning af ​​politimesterens (Mathieu Amalric) unge søn, mens han portrætterer en legendarisk kok (Stephen Park) for magasinet.

Man ved aldrig helt hvad Wes Anderson forsøger at sige med sine film - om det er ’The Royal Tenenbaums’ (2001) eller ’The Grand Budapest Hotel’ (2014) eller en anden. Og det kan ofte være svært at skelne, hvad filmene skal få publikum til at tænke og føle under deres rigt farvede overflade fyldt med vidunderlige opfindsomme scenografi- og kostumedesigns, visuelle vittigheder samt skæve og kloge dialoger leveret knivskarpt af et stjernespækket cast. 

Men det er aldrig kedeligt og der er ingen tvivl om at Anderson er en kunstner. ’The French Dispatch’ er fyldt med referencer til redaktører, forfattere, skribenter og filminstruktører - franske som amerikanske - fra Renoir, Tati, Godard og Truffaut over Hitchcock og Hawks til Polanski, Coppola og mange flere.