pixel

Gasolin

  • Aveny-T
  • 4.02

Fakta

TEATERKONCERT
11. september – 6. december 2014

Aveny-T

Foto: Isak Hoffmeyer

Der var noget splitterravende over originalen. Lidt som i splitternøgen tilstand. Der blev satset fuldt ud, og det var genialt. Skaldede, rå, minimalistiske, bramfri og ægte var de otte performere, der blottede sig for noget, der skulle slå igennem med et brag: Teaterkoncerten.

’Gasolin’ var den første og vil altid være den største. Helt kompromisløs og grænsebrydende. Det kommer aldrig igen, det rush, men man kunne godt ønske sig at Nikolaj Cederholm, Kåre Bjerkø og co. havde turdet holde sig mere til den oprindelige stil her til 20-års jubilæet. Det er jo nostalgi, der rykker!

Tunnelen er stadig rå og grum, men virker ikke så klaustrofobisk som tidligere. Måske fordi der mangler et par performere til at fylde det råkolde rum ud. Jimmy Jørgensen og Nis Pedersen er de eneste fra originalen – og Troels Lyby, der alternerer med Mark Linn – og de eneste, der kører den seje, skaldede stil. Resten er udstyret med huer, kyser, hatte – typisk med fjer og sløjfer. Til gengæld har mændene fået gråsprængt skæg – for at markere årene, der er gået? Musikerne har endda meget langt skæg, der sammen med eyeliner og andet snavs får dem til at ligne en samling vagabonder på tunnelturne.

De tre nye kvinder har hver deres triumfer: Frida Brygmann (datter af Martin) er skøn og æterisk i ’Snehvide’; Marie Askehave er sej i wire-svaj i ’Jeg er splittergal’, og Liv Lykke bringer smil og varme da hun kravler ud blandt publikum med kys og numsevrik i ’Hvis din far gi’r dig lov’. Men man savner madonnaen, striglen og divaen. De havde mere attitude og mod til at skabe alternative stemmeharmonier.

Attituden rocker igennem på Bjerkøs arrangementer, og selvom guitartråden indimellem larmer vildt og ensformigt, så understøtter det den dystopiske stemning, som er Cederholms grundide. Som dog også havde flere nuancer i originalen.

Men der er stadig banan-bluessjov, funky Joanna, araber-alla-tin-galla og sejt sirenekor. Og den evige personlige favorit flænser fortsat alt fra hjerne til hjerte: Jimmy Jørgensens ’Dagen før’. Den er så enkel, så fuld af nerve og splitterravende nøgen. Det er den slags tolkning og karakter, som ’Gasolin’ oprindeligt er. Det skaldede, blottede, nøgne.

Tiden fløjter afsted med det rivruskende rock, og pludselig gjalder de sidste harmonikatoner ud med den sørgmodige ‘Som et strejf’. Om at vi fik lov til at håbe på de ting som skal komme. Men ’Gasolin’ anno 2014 var ikke helt som håbet, og jeg måtte hjem og finde den gamle cd frem. Nostalgi, nostalgi.

Mest læste

kommentarer

seneste
scene

Blixen
4.02

Det Kongelige Teater
Romeo og Julie
4.02

Operaen
Så længe mit hjerte slår
5.04

Folketeatret
Snedronningen
3

Operaen
En skærsommernatsdrøm
6

Betty Nansen Teatret

seneste
film

Disco
4.02

CPH PIX WEEKEND
Last Christmas
5.04

Paul Feig
Kollision
3

Mehdi Avaz
Hustlers
2.04

Lorene Scafaria