pixel

Glade dage

  • Teatret ved Sorte Hest
  • 4.02

Fakta

DRAMA
21. marts – 26. april 2014

Teatret ved Sorte Hest

Foto: Robin Skjoldborg

I en stor bunke af møg sidder Winnie. Hun sidder fast. Fanget i en bunke af elektronisk udstyr, mens solen nærmer sig faretruende, og truer med at udslette de sidste rester af liv på jorden. I en ironisk sci fi-version af Becketts klassiker er overflod skyld i Winnies ulykke og den globale opvarmning en konsekvens heraf.

I Maria Walbom Vinterbergs iscenesættelse er ’Glade dage’ en dommedagsprofeti. Alt liv er dødt, kun en enkelt myre vandrer over møgbunken og fanger Winnies opmærksomhed. Solen brænder i baggrunden og kommer nærmere og nærmere møgbunken af elektronisk udstyr, den fangne Winnie (Sara Boberg) og hendes sløve mand Willie (Paw Henriksen), som kryber i skjul for solen.

Men Winnie holder hovedet højt. Trods sin situation er Winnie ukuelig optimist. Hun tager dagligt rød læbestift på, den fine hat med fjerene og perlearmbåndet. Alt holdes i den gamle stil. Der er ingen forandring, ingen forbedring, det bliver endnu en glad dag. De små ritualer holder Winnie i live og sørger for, at hun ikke synker helt ned i sølet. Den dystre fremtid holder hun oppe ved at mindes den søde fortid.

’Glade dage’ er stilstand. Publikum oplever også elementer, hvor forestillingen stagnerer, og man lytter til Winnies evindelige plapren om ingenting, men det understreger Becketts pointe. Ordene er centrale. Winnie distancerer sig fra sin situation ved sjældent at bruge jeg i sine sætninger. Talens gave er det eneste hun har tilbage, og hellere den end sin mobilitet, konkluderer hun.

På den måde kan hun holde stemmerne i skak: ”Mit hoved har altid været fuld af skrig”. Winnie er ufattelig ensom og forladt, selvom hendes mand hele tiden er til stede og grynter i baggrunden, når hun insisterende spørger for tredje gang, om han kan høre hende.

Sara Boberg spiller Winnie med en kærlig, verdensfjern ansigtsmimik. Hendes øjne afslører ensomheden, mens hendes ord siger: ”Nå pyt”. Hun rummer en særlig sorgmodighed, som passer godt til karakteren, i kontrast til replikkerne, der falder distanceret og fraværende som for at holde realiteterne på afstand. I et spinkelt håb en sen nattetime, hvisker hun hjælp! hjælp! til Willie.

Selvom situationen synes endeløs, er enden alligevel ufattelig nær.

Mest læste

seneste
scene

Hammer
4.02

Operaen
Maria
4.02

CPH Stage
Aquasonic
5.04

CPH Stage
Peeping Tom-Triptych
6

Østre Gasværk
The World of John Neumeier
6

Tivolis Koncertsal

seneste
film

Cinema Made in Italy 2024
4.02

Grand Teatret
Wicked Little Letters
3

Thea Sharrock
Challengers
4.02

Luca Guadagnino
Civil War
4.02

Alex Garland
close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling