Hitchcock

Kvinden bag manden. Den dræbende kedelige kliche har nu ramt mesterinstruktøren af thriller og gys: Alfred Hitchcock. Med gyserklassikeren over alle, ’Psycho’, som suspekt bevismateriale. Heldigvis. For der findes øjeblikke af ægte Hitchcock.

Alma Reville var noget mere musegrå og stilfærdig end Helen Mirrens rødglødende version her, og der piftes op med kærlighed vs. karriere-temaer, som var hun en kvinde af nutiden. I hendes selskab er Hitchcock (Anthony Hopkins) enten en sur svinehund eller en sentimental sjover, og man bliver hurtigt træt af den trivielle ægtestand.

“Call me Hitch, hold the cock.” Mesterreplikken bliver binær, når Hitchcock lurer på både barmfagre blondiner og hans egen kone. I utroskabens spotlys.

Men hvem er mest utro? Hitch, der filmer med blondiner og ikke anerkender Almas talent. Eller Alma, der konstant snapper af Hitch og hans nyeste projekt, og hellere vil dele sine manustalenter med en anden mand. Filmen rammer en nerve med en vis ambivalens om, hvorvidt det er kærligheden eller samarbejdet, der forrådes.

Man genkender og fornemmer mere om Hitchcock via arbejdet med ’Psycho’, for han var den ultimative iscenesætter. Ikke kun af hans film, men også hans egen personlighed.

Fremragende illustreret i disse scener: Premiereaftenen, hvor gysermaestroen står udenfor biografsalen og dirigerer publikums reaktioner. Mødet med censur-instansen, der er chokerede over et toilet – og nøgenhed, naturligvis. Det første møde med Anthony Perkins – en psykologs drømmescenarie, og en gyser værdig.

Ellers er der ikke meget gys over denne biografi. Heller ikke når Ed Gein (inspirationskilden til ’Psycho’) optræder i Hitchs drømme. ’Hitchcock’ vælger humor frem for horror, selv den ikoniske showerscene går ikke fri af løjerne.

Hitchs absurde, og indimellem sjofle jargon rammes fint, selvom det aldrig klinger helt rigtigt i Hopkins’ stemme. Hitchcock er bare helt sin egen. Unik. Og det fanger denne film kun i momenter.