Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark

En god drage kan redde de fleste film. Smaug er måske den bedste drage, du endnu har set, men anden del af 'Hobbitten' har egentlig ikke brug for at blive reddet – selv det unægtelig svageste indslag i hele Peter Jacksons Tolkien-franchise er stadig en fornøjelse.

Da Jackson valgte at fede den ellers overskuelige hobbit op til en hel trilogi, fravalgte han også mesterværket. Dramaturgisk er det nu for alvor 'Ringenes Herre'-light det hele, men alle, der er faldet for Tolkiens storslåede skaberværk (uden at være fundamentalister), vil sluge hver eneste ekstra, underholdende time af Jacksons eventyrligt gennemførte levendegørelse af universet.

Denne mere actionbårne toer efterlader meget af etterens list, humor og hygge, for det er nu (en fortsat perfekt Martin Freeman som) Bilbo for alvor finder sit heltemod og udvikler et afhængighedsforhold til ringen i sin lomme. I Dunkelskoven, blandt dens sultne kæmpedderkopper og dværg-fjendtlige skovelvere, og ikke mindst inde i Det Ensomme Bjerg i et kæmpe rabalder af ild og guld.

I tre timer lange 'En uventet rejse' dominerede det originale stof, mens Jacksons lidt påklistrede tilføjelser skulle spinde storpolitiske tråde til 'Ringenes Herre' og afværge en for episodisk handling. I to en halv time lange 'Dragens Smaugs ødemark' nærmer fordelingen sig nu 50/50, til gengæld er det nye meget mere naturligt integreret – ikke mindst fordi efterfølgeren er så fuld af slagscener, og de stort set alle foregår mellem elvere og orker, der ikke er med i bogen.

Mest markant blandt dem selvfølgelig gensynet med Orlando Blooms bueskytte Legolas – elver-repræsentanten i Ringens Fællesskab, der egentlig ikke har noget at gøre allerede her i 'Hobbitten', men gør dét særdeles effektivt. Endnu mere velkommen er dog Evangeline Lilly (Kate fra 'Lost') som den nyopfundne elver-krigerinde Tauriel, der både kan slås og forelske sig. Ingen point for originalitet, men hun fungerer forbilledligt, når handlingen nu alligevel skal trækkes i langdrag.

Apropos langdrag har menneskene i Søby også fået mere plads, og da gode gamle Gandalf (selvfølgelige Ian McKellen) her ikke bare forsvinder uden forklaring, men følges på sine egne veje, er vi oppe på tre-fire sideløbende handlingstråde i finalen (der overhovedet ikke er en finale), selvom vi nok helst bare blev hos den prægtige drage.

Der er ikke meget bog tilbage til næste års treer, 'Ud og hjem igen', der derfor utvivlsomt kommer til at stå fuldstændig i krigens tegn. Men ind til videre kan vi opsummere, at 'Hobbitten 2' har de samme overordnede styrker og svagheder som sin forgænger. Højdepunkterne er ikke helt så mindeværdige, selvom især den ork-opgraderede tøndeflugt fra skovelverne er vanvittigt medrivende. Til gengæld har den bedre momentum. Og Smaug.

Følg @_oh_noe