Hysteria

Opfindelsen af vibratoren lyder måske som en noget smudsig affære! Nej, egentlig ikke.

’Hysteria’ byder på masser af kvindelige orgasmer, men er alt for pæn og berøringsangst. Dog med mange underholdende scener undervejs. Især når Maggie Gyllenhaal gør sin entré.

Filmens idé indbyder ellers til komik og libido. En ung læge får fingerkramper i sit nye job, hvor han hjælper midaldrende engelske ladyer af med deres spændinger og hovedpiner. Ganske enkelt ved at pille lige der hvor deres nu voksne børn engang poppede ud. Alt foregår på engelsk manér bag forhæng og med hovedet vendt væk. Derfor bliver den aldrig hylende underholdende.

Hovedpersonen er den unge læge Dr. Mortimer Granville (Hugh Dancy), der i Victoria-tidens London rent faktisk opfandt dingenoten med sin ven og fik sat den i masseproduktion.

Granville er interesseret i sin overordnedes pæne datter, men er egentlig mest fascineret af hendes søster Charlotte (Maggie Gyllenhaal), som er så fræk i kæften, at havnearbejdere ville rødme og tabe tobakken ud af piben. Charlotte er en ægte socialist og de svages forkæmper, på trods af hendes rige doktorfars (Jonathan Pryce) misbilligelse.

Karaktererne er stereotyper, der fileme skal være sjovt skrevet for ikke at drukne. Men hysterisk morsom bliver ’Hysteria’ aldrig.

Mest fordi Tanya Wexler, der instruerede ’Ball In The House’ og ’Finding North’ (to middelmådige filmparenteser), slet ikke får det komiske potentiale ud af de mange scener, hvor midaldrende kvinder ligger med rumpetten i klaskehøjde.

Den underspillede engelske humor får dog amerikanske Gyllenhaals komiske talent til at stråle.

Gyllenhaal er én af sin generations dygtigste skuespillerinder, og med ’Hysteria’ folder hun sig ud som komedienne. Det lover for en fremtid af Meryl Streep’ske dimensioner. Hendes larmende og vagt moderne energi viser sublimt hendes karakters sult efter frigørelse og rettigheder.

Det meste morskab kommer, når Mortimer er sammen med sin roommate og ven Edmund (Rupert Everett), en datidens Ole Opfinder. Deres scener er ren slapstick-komedie, men timingen er mangelfuld. Desværre er 95 minutter med to gode roller og mange halve bare ikke godt nok.

Kvinder på alder med dem, der opsøger lægens magiske hænder, vil nok more sig kosteligt – hvis de er lige så ordentlige som kvinderne på lærredet. Vi andre må blot tage ’Hysteria’ som et eksempel på, hvor meget et godt manuskript betyder, og især hvor meget skade et dårligt kan volde.

Der er ingen fare for en filmisk orgasme over vibratorhistorien ’Hysteria’. To stjerner for filmen og én stor lysende stjerne for Maggie Gyllenhaal.