Fame - The Musical

"Remember My Name!" Det er dét de alle drømmer om - at blive set, respekteret og beundret - på den prestigefyldte High School of Performing Arts i New York. De drømmer, lever og ånder for "Fame!"

Talentmassen er god og spændende her i Frede Gulbrandsens opsætning af hitmusicalen, der startede som film (1980) og tv-serie (1982-87), men hurtigt rykkede til teaterscenen (1988). Otte unge talenter er i fokus på eliteskolen, der er en udmærket forberedelse til livet som voksen, for derude er der "no mercy", så det bliver en vigtig dagsorden at blive både ydmyget og favoriseret. Eller som nogen siger: "Du skal lære at være dig selv, før du kan være en anden."

Første del er lidt for klichefyldt og sangene får ikke rigtig fat - før titelsangen brager igennem inden pausen. Selvfølgelig skal karaktererne og deres dilemmaer præsenteres, men dialogen er banal og de unge talenter skal lige varmes op. Det sker på sin vis i samspil med Silas Holst (mr.Bell) i ’On Broadway’, hvor ensemblet swinger sig livligt i det store stålstativ, der udgør den primære scenografi.

Danselærer mr. Bell og dramalærer miss Myers (Camilla Bendix) samt rektor/engelsklærer miss Sherman (Annette Heick) har deres hyr med særligt to elevers heftige attituder: Tyrone (Luc Boris André Kouadio) og Carmen (Linea Høeg Olsen), der begge mener de allerede er stjerner og udebliver fra en del undervisning. Men her skal man bestå alle fag, ellers er det ud.

I anden del kommer der mere fart på ensemblet, både i skuespil, sang og dans. Især Serena træder i karakter - både med skuespilambitionerne og følelserne for Nick (Christian Iversen) - og Malou Takibo leverer nogle af showets stærkeste vokaler i ’Tainted Love’ og ’Fame’-finalen. Også den blide Iris er under udvikling og Anna Munch rør exceptionelt med en fed tolkning af ’Mad World’ - og mere moderne end resten af showet. 

Ligeså rørende er Linea Høeg Olsen, der leverer en suverænt sårbar, slow version af ’Fame’. Det viser hvor fremragende den titelsang er - som et glimrende eksempel på en dobbelttydig sang, afhængigt af tempo og sind. Som udgangspunkt en boblende festbombe fuld af selvtillid og overmod, men i slow en særdeles rørende sang fuld af usikkerhed og tvivl.

Og det er essensen af ’Fame’, for inderst inde brænder usikkerheden for alle talenter. Men dette skønne ensemble får spillet, sunget og danset succesen ud over scenekanten. Trods en del ujævnheder i showets opbygning og en lidt svag historielinje. Showet rykker klart mest når musikken spiller op til dans og de kendte hits fyres af på originalsprog. 

’Fame’ er et tidsbillede på New York-ungdommen og den spirende performancescene, der også sprudlede i byens gader. Især filmen - og på sin vis også tv-serien - er meget mere rå og realistisk, og det er ganske typisk at man gør fortællingen mere let og glad ved overførsel til teaterscenen. Men denne danske version er endnu mere pæn, fordi en del af plottet er ændret fra den amerikanske version, som også dealede med emner som overvægt, mobning, racisme og narko. 

Det er ærgerligt at man ikke bevarer de dybere karakterhistorier, som skaber det stærke tidsbillede, og rør betydeligt mere end det ensartede kærlighedsfnidder. Men samtidig er en vis opdatering nødvendig, eksempelvis i musik og sang, hvor de originale teatersange ikke er særskilt interessante. Og ofte ikke flyder godt i den danske oversættelse. Undtagelsen er Miss Shermans solo ’En stjerne der lyser op i mørket’ - men den er umiddelbart også helt anderledes fra originalen. 

En del af de originale musicalsange er udskiftet med 80er-hits, men det er en underlig samling musikvalg, som ofte ikke gør andet end bare at være musik(hits) - man savner noget tolkning og/eller en mening med at smelte netop de sange ind i handlingen. Eksempelvis var ’Physical’ et kæmpe hit, men Olivia Newton-Johns video var ganske kontroversiel og satirisk overfor tidens sex- og fitness-trends. Her er koreografi og udtryk bare sådan midt imellem pæn og ligegyldig. 

Den fede funk i ’Ain’t Nobody’ og det syrede synth i ’Tainted Love’ er fuldstændigt poppet ud; og ’Walking on Sunshine’ er et endnu mere sært valg eftersom den bare er et festligt nummer efter dimissionen - og igen ingen egentlig relevans for deres fremtidige liv. Plus den rigtige finale med ’Fame’ følger lige efter. 

Selvfølgelig er ’Fame’ en feel good musical, der spreder glæde og fest. Især hvis man er til 80er-retro med uskyldig kærlighed og håb formet af permanentkrøl, pastelfarver, bodystockings, gamacher, stonewashed cowboy, afklippede t-shirts og benvarmere. Men helhedsbilledet snerter mod en jukebox-musical, som flyder mere overfaldisk end den originale musical. Men man husker stadig lille håndfuld navne, og titelsangen er ikonisk, ligesom den klassiske reference i åbningsreplikken "Hvis I tror I lever for evigt... succes kommer med en pris."