Jay Kelly

Noah Baumbachs navlepillende-filmstjerne-melodrama ‘Jay Kelly’ er en letbenet, selvoptaget og sentimental fortælling om en rig, elskværdig og succesfuld verdensstjerne i krise. 

Jay Kelly (George Clooney) er en af de største filmstjerner på planeten. Han bliver genkendt overalt hvor han kommer og kan ikke bevæge sig nogen steder uden sit entourage med manager Ron i front. Jay feteres og serviceres af alle, vælter sig i penge og alt i alt synes han at have det hele. Og dog… sommeren står for døren og hans yngste datter Daisy (Grace Edwards) er færdig med skolen og skal snart afsted på universitetet. Jay regner med at de skal nyde ferien sammen inden hun flyver fra reden, men Daisy har andre planer og de inkluderer ikke Jay - hun vil rejse til Europa med sine venner.

Det er blot den første hændelse der sætter gang i et skred for Jay. Forholdet til hans ældste datter Jess (Riley Keough) er anstrengt, efter hun har konfronteret ham med hans konstante fravær, fordi der altid kommer noget arbejdsrelateret på tværs - iøvrigt filmens mest interessante scene. Men det er meddelelsen om at instruktøren (Jim Broadbent), der i sin tid gjorde Jay til stjerne, er død, og et efterfølgende gensyn med sin gamle dramaskoleven og roommate (Billy Crudup), der for alvor får Jay til at se på sit liv og stille spørgsmål ved om alle hans bemærkelsesværdige triumfer opvejer de fortrydelser i livet han først nu (endelig) indser. 

Midt i det hele står den hengivende manager Ron - velspillet af Adam Sandler der virkelig stjæler spotlightet. Ron er tålmodig, støttende og udglattende overfor Jay, ligesom han er det overfor sine børn - faktisk taler han til dem alle på samme måde, men det er dog Jay der igen og igen bliver prioriteret højest. Også når Jay får den indskydelse at sætte efter datteren til Europa, hvor der tilfældigvis også er en filmfestival der vil hylde ham med en ærespris.

Sidder man med en fordom eller to omkring livet som filmstjerne, bliver de helt sikkert bekræftet i løbet af de 132 minutter filmen glider over lærredet. Det forhindrer dog ikke instruktøren i at forsøge at vække sympati for denne hårdtprøvede stjerne, der tavst brokker sig over alle sine privilegier mens han indser konsekvenserne af sine livsvalg om rigdom og berømmelse.

Filmen indledes med Sylvia Plath citatet “It’s a hell of a responsibility to be yourself. It's much easier to be somebody else or nobody at all.” - overført til en skuespiller der er god til at spille roller, men rollen som sig selv mestrer han ikke længere. Det er uden tvivl et interessant spændingsfelt at dykke ned i. 

Men ‘Jay Kelly’ finder aldrig balancen mellem det seriøse og det sjove - som aldrig bliver rigtig sjov - og ender i stedet med at blive en slags håndbog for de rige og berømte, der skal minde dem om ej at glemme de vigtige ting i livet. For os andre er det blot en lang, meget pæn, men intetsigende krise at kigge på - som ikke en gang den altid karismatiske og veloplagte George Clooney kan redde.