Jeg tror, jeg elsker Wonder Woman

Idealer er svære at bryde med, især hvis der er for mange, eller for store. Begge dele lider dette show af, og specielt den superheltinde som kører stunts af på tv-skærmen på scenegulvet: Wonder Woman.

Hun har altid været en underlig og lidt karikeret heltinde, amazonen med de reflekterende armbånd og sandhedslassoen. Så når Ellen Hillingsø svinger sine supertalenter rundt på scenen – næsten alene – forstår man ikke helt hvorfor hun vil være Wonder Woman. Hun er jo ret meget powerkvinde i sig selv.

Hun er kvinde og skuespiller med stort format og behersker Ursula Andkjær Olsens fabulerende tekst med vid og bid. Med nærvær, karisma og engagement skaber hun beundringsværdigt øjeblikke af power og mod i et show, der mestendels er rodet og overp(r)oppet.

For hun er frustreret over sine hormoner, der raser så hun må vride sin krop i feministisk blodrus. Og fanget i et forbrugerhelvede af fristelser såsom de overdimensionerede kjoler (af Nicolas Nybro) med flæsepuf, gudindeskin, fødselssvir og croissantsalat. Selv kæresteforholdet er viklet ind i forbrugs- og heltemekanik, så han til sidst er von Shop med look af en ung Ironman.

Iscenesættelsen (af Niels Erling) er et pastiche-mareridt af tidsforvirring med tungt rødt-violet-blåt lys, semi-psykedelisk 70er-pop art, B&Os 90er-tv, samt tidevand og måne som urgamle kvindeelementer. Tilsat smuk elektronisk musik og vokal af Fine Glindvad (fra Chinah), moderne og monotont. Men spejlingerne er hverken ligetil eller abstrakte nok til at være rigtig interessante. 

Planche-foredrag med kruseduller, åbninger og andet symbolgejl kører lidt af sporet; og kludedukkebørnene er mere kluns end kraft. Og endnu mere galt i snakken om at få nye bryster, der skal kunne mætte hele verden, ligesom de også skal kunne skyde skarpt. Igen er sammenligningen med Wonder Woman også noget sær.

Teksten er unægtelig god og skarp, der er bare for meget af den, for mange strenge, der enten ikke spiller optimalt sammen, eller ikke bringer noget nyt til debatten. Der er nok en ide i rodet, for med alle de muligheder og oplevelser, man har adgang til, er man ofte fortabt, stresset eller lammet i valget og/eller nydelsen. 

Men hvad vil hun egentlig, denne powerwoman, der snakker om heltestatus og -anerkendelse? Og hvad vil hun med sit show? Undervejs kommer der småkommentarer om at hun ikke kan mærke noget, at hun ikke får noget igen (ikke det hun vil, i hvert fald), og at hun har en superskidt karakter. ”Måske er jeg en superskurk?” Det havde måske været en interessant konklusion at udforske?