Det som diktatoren ikke sagde

  • Operaen
  • premiere 6. december 2016
  • 3

Fakta

DRAMA / MONOLOG

Operaen, Takkelloftet, gæstespil af Holland House

6. december – 17. december 2016

Ægte tæpper, en statelig herre i pressefoldet jakkesæt, stribet slips med slipsenål, vandkæmmet hår, og en flaske rosé på en stor kasse af lyst træ. Sådan starter ’Det som diktatoren ikke sagde.’

Holland House viser sig endnu engang som et modigt teater. Monologen, der de næste 75 minutter udspiller sig, er både politisk og yderst kontroversiel. Den tunesiske dramatiker Mériam Bousselmis har forestillet sig, hvad selveste landets diktator gennem 23 år, Ben Ali, ville sige til verden fra sit eksil, hvis han kunne. Og det er ikke småting, forestiller hun sig. 

Tidligere på året opførte Holland House norskskrevne ’Kinder K’, der handler om biologisk udrensning af handicappede spædbørn i 1930'ernes Tyskland; og senere ’Dekalog’ over den polske 1980’er TV-serie om de ti bud; og nu altså en forestilling om en eksdiktator afsat af Det Arabiske Forår. Hvor er det vigtigt og efterlignelsesværdigt at tage disse fjerne verdensbider ind på de danske teaterscener. Tak! 

Jacob F. Schokkings forestillingsunivers er der – som sædvanligt – ikke en finger at sætte på. Elegant, tjekket, overlegent og simpelt glider flyvende tæpper, taburetter og videoprojektioner op og ned ad scenevæggene. Med få virkemidler forandres rummet fra dagligstue til en offentlig plads med talerstol og vejende fane. Med få virkemidler brydes ned og bygges op – akkurat som det, forestillingen handler om. 

For politiknørder, historienørder, militærnørder og for alle dem, der har fulgt interesseret med i Det Arabiske Forår, er denne her forestilling superspændende stof. Søger en gruppe altid en leder? Er det folket, der gør en diktator – mere end diktatoren selv? Er det klogt eller uklogt at gøre oprør? Dét får vi adgang til fra hestens egen mund. Godt nok er det fiktion, men Mériam Bousselmi har levet under et diktatur, set det falde, og deler nu ud af sine forestillinger om en eksdiktators tanker. Det må betegnes som et unikt indblik. 

Joen Bille lægger en poleret og autoritativ spillestil for dagen, og udtrykket er overbevisende. Her er en mand skabt for magt. Skabt for opmærksomhed og med evne til at udfylde uendelige mængder mikrofontid. 

’Det diktatoren ikke sagde’ er ikke en forestilling, man kommer sovende til. Den har meget på hjerte, der er rigtig mange ord, og det kan være svært at skille dét, der bliver sagt lige nu, fra dét, der blev sagt for fem minutter siden. Jeg kom simpelthen til at kede mig. 

Monologen er skrevet i en anklagende tone, hvor vi som publikum skal forestille at være det folk, der har afsat diktatoren. Idéen er sådan set god, men resultatet bliver en vedvarende, direkte henvendelse i et enslydende, lettere bebrejdende toneleje. Sådan set er forestillingen mere én lang tale i sceniske rammer, end det er teater som vi kender det. Nogle gange brydes formen med raseriudbrud og mere indadvendte passager. Befriende. Ligesom de imponerede projektioner fanger opmærksomhed og giver spræl. 

Selvom jeg er mere træt i hovedet nu, end da jeg kom, er jeg blevet nysgerrig på Tunesiens historie – lever Ben Ali stadig? Var det egentlig en succes med Det Arabiske Forår? Har eksdiktatoren ret, når han siger, at det at ønske revolution blot er et forfejlet forsøg på at løbe hurtigere end historien? Har han ret i, at en revolution uden en klar plan ikke kan føre noget som helst godt med sig?

Mest læste

Li’ KBH

kommentarer

seneste
scene

4.02

CPH Stage
4.02

CPH Stage
3

CPH Stage
5.04

CPH Stage

seneste
film

5.04

Hirokazu Koreeda
5.04

Paolo Virzi
5.04

Lone Scherfig
4.02

Grand Teatret
close logo

Magasinet KBH udkommer kun i kraft af sine støttemedlemmer

Støt fra kun 20 kr. / md. og følg designet af København — også i fremtiden