Jeg vil også kysses

Hvem er ikke nysgerrig på H.C. Andersens kærlighedsliv? Udsigten til at få løftet sløret for hans årelange brevromance kan give enhver romantiker, eller Andersen-elsker, lyst til en tur i teatret. Og der er såmænd heller ingen grund til at blive hjemme. 

Hold nu op, den mand kunne skrive. Og da især når det gjaldt breve til den eneste rigtige kærlighed, vennen Edvard Collin. Det er sand litterær forkælelse at få disse mange breve læst højt. Tonen er helt igennem ærlig. Stort og småt bliver vendt, hele tiden i den slags ærlige formuleringer, som man kun finder i private breve mellem tætte venner. 

De to mandeskikkelser i matchende hvide skjorter træder kejtet ind på scenen og begynder herfra i skiftende kompositioner at læse breve op til hinanden. Det er super simpelt. Lidt stift i starten, som når en far-type lige skal varmes op på et dansegulv. Men senere flyder det naturligt og frit. Kejtetheden bliver en del af relationen. De står. De sidder. Overfor hinanden, ved siden af hinanden. Altid med de hvide breve i hænderne. De rør stort set ikke ved hinanden. Det er ordene, som er i centrum. Og dem – deres forhold. Ørene bliver klappet helt ud, for man ønsker ikke at misse et eneste ord.  

Man kommer til at ønske sig en penneven. Sådan en rigtig fortrolig én, som man skriver breve til flere gange om måneden. Det er fantastisk at drømme sig væk til Andersen og Collins venskab, og deres tid. Selvom man også med moderne bevidsthed må spørge sig selv: Hvordan havde relationen mellem de to set ud i år 2017? 

Michael Moritzen rammer H.C. Andersens karakter på kornet. Vi får en Andersen fremstillet som på én gang er knuselskelig og uudholdeligt selvoptaget og melankolsk. 

Kender man lidt til den kendte forfatter på forhånd, er det sjovt at få et indblik i hans eget liv. Der bliver også sendt digte mellem de to, så vi får lov at høre ’Havblik’, ’Kjærlighed’, ’Det døende barn’ og ’Agnete og Havmanden’, ligesom både ’Nattergalen’ og ’Den Grimme Ælling’ nævnes. 

Der er alt for meget karakter i forestillingens sprog til at det kan gengives. Men det skorter ikke på vidunderlige, selvfede replikker, som når Andersen proklamerer, at han på en rejse er blevet så inspireret, at ”jeg har samlet for meget blomsterstøv til at jeg straks kan omsætte det til honning.”

Salen kvitterer også med latter, når der pludselig spindes en ende over at ”hvordan går det med fars hoste?” forveksles med ”hvordan går det med fars heste?” Kærligheden er tydeligt tilstede både på og imellem linjerne. 

Andersen får dog også nogle alvorsord med på vejen af Collin (Christian Mosbæk), der gentagne gange må lade ham vide, at han må få lidt mere karakter – ”Er Deres karakter endnu så blød?” – og desuden undgå at læse sine digte op ved hver given lejlighed. Det sømmer sig ikke, og der tales! 

’Jeg vil også kysses’ er en sand historie om både lykkelig og ulykkelig kærlighed. På trods af det intime indblik går man fra salen med endnu flere spørgsmål, end da man kom, men det er lige som det skal være. For som tilskuer må man selv digte med, og det er sandsynligvis forestillingens allerstørste styrke.