pixel

Kameliadamen

  • Det Kongelige Teater
  • premiere 24. maj 2019
  • 6

Kameliadamen

Fakta
BALLET

24. maj – 7. juni 2019

Det Kongelige Teater, Gamle Scene

Denne anmeldelse er opdateret fra repremieren 14. september 2014

Mesteren var på scenen i går og modtog endnu et kæmpestort og hæderværdigt stående bifald. For John Neumeier er unik og hans hovedværk ’Kameliadamen’ er enestående smuk og rørende til perfektion. Et uudsletteligt værk, der kan genses uendeligt.

Stadig vidunderligt, selvom denne repremiere nummer to præsenterer et yngre kompagni (end stjerneholdet for 5 år siden), som indimellem har svært ved at holde styrken og de glidende overgange i den udfordrende koreografi. De mange løft og temposkift, den eminente detaljerigdom og ikke mindst det dramatiske udtryk, der gør Neumeiers balletter ikoniske.

Men det tilføjer et ungt og mere seksuelt temperament. Især fra 19-årige Ryan Tomash, der om muligt får Ida Praetorius til at virke endnu mere bøjelig og føjelig, når de smelter sammen i de fabelagtige pas de deuxer. Og Jón Axel Fransson stjæler selvfølgelig scenen hver gang han folder sin pragtfulde energi ud, og man er lykkelig over at det er ham, der svinger pisken kækt og muntert som Gaston. Som det spejlede kærlighedspar Manon og Des Grieux tager Silvia Selvini og Marcin Kupiñski til i intensitet, til de slutteligt flyder sammen med Praetorius’ titelkarakter. 

Neumeiers ’Kameliadamen’ er igen en oplevelse i særklasse, formidabel til evig tid.

--------------------------------

Dobbelt kærlighed og smerte. Forløst fuldstændigt tårevædende perfekt af Den Kongelige Ballet i tysk-amerikanske John Neumeiers mesterkoreografi. ’Kameliadamen’ overgår sin lidelsesfælle ’Manon’ i drama og medfølelse.

De er begge kurtisaner i en tid, hvor det medfører skam og udstødelse. Begge forsøger at fornøje sig ud af konventionerne, men da de kaster sig ud i den store altfortærende kærlighed, må de bøde allermest tragisk. Sammenligningen er nærliggende, og Neumeier skaber en eminent dynamik i spejling af ligheder og forskelle hos disse ulyksalige kvindeskæbner, som utallige store stjerner har formidlet på film-, teater- og operascenen.

Det giver fuld bonus af hjertesmerte med dette følelseslag, som Neumeier har udvidet i forhold til Alexandre Dumas’ (den yngre) forlæg, så højdepunkter fra ’Manon’-balletten blender ind i kærlighedshistorien om Marguerite og Armand. Fra det første møde i teatret, hvor Armand frygter at hans forelskelse når samme fortvivlelse som Des Grieux’ (Gregory Dean); til slutscenen, hvor Marguerite identificerer sig så nært med Manon (J’aime Crandall), at hun flyder med i dødsdansen.

Endnu et lag føjes til med fortællerroller, drømmesyn og flashback-handling, der yderligere raffinerer karakterernes sjælelag. Det er signifikant for Neumeiers stil at personlighederne er veludviklede og opfyldte af dramatiske udtryk, ligesom han altid har nogle vitale overraskelser med. Som en pudekamp, en balscene med dukkeagtige drejninger, og en steplignende sekvens med ridepisk og springdressur. Og så i øvrigt til uimodståelige klavertoner af Chopin – fra det fortryllende til det nervepirrende.

En enestående inderlighed sitrer mellem de elskende i skikkelser af Susanne Grinder og Alban Lendorf – så blide og alligevel så fabelagtigt markerede i deres følelsesudtryk. Grinders florlette ynde og vidunderligt suggestive arme forenet med Lendorfs eminente kropskontrol og overdådige charme sublimerer de tre i forvejen fænomenale og gribende pas de deuxer.

Den første, hvor han er for hendes fødder og forfører hende til de begge falder omkuld, og hun giver ham en af de berømte kameliablomster. Den anden, hvor hun overgiver sig med løst hår og lidenskabelige kys. De blødeste smukke piruetter, drejninger og løft helt til himmels. Og den sidste, allersmukkeste dans af ubændig lykke og lidelse i en sårbar sammensmeltning, der er helt uforlignelig.

Denne kærlighedssymbiose synes svær at overgå i intensitet og smertelighed. For her er dobbelt op på alt. Det er de færreste forestillinger, der kan bære så meget sentimentalitet, men det ophøjes storslået her. To et halvt år efter premieren på Det Kongelige Teater må man lykkeligt konstatere, at Neumeiers ’Kameliadamen’ er et storværdigt hovedværk skabt til at blive genset og -nydt til enhver tid. For det er kærlighed og lidelse på allerhøjeste niveau, formfuldendt og uforglemmeligt.

Mest læste

kommentarer

seneste
scene

ThelmaToo
4.02

CPH Stage
4.02

CPH Stage
4.02

CPH Stage
De fulde
3

Skuespilhuset
Flashdance
3

Musikhuset Aarhus

seneste
film

Kvinde på krigsstien
5.04

Benedikt Erlingsson
Stalker
3

Neil Jordan
Til vi falder
4.02

Samanou A. Sahlstrøm
4.02

Asghar Farhadi
close logo

Fra 7. juni 2019 kræver det medlemskab at læse med

Bliv medlem af Magasinet KBH — fra kun 20,-/md.