Killers of the Flower Moon

Som et ægte western-udtryk er titlen en sprød omskrivning af det, som Osage-folket kalder "the time of the flower-killing moon." Oprindeligt poetisk beskrevet med kæmpemånens lys, der ikke når de små planter fordi de store planter kryber over dem og dermed dræber dem. Naturens gang er muligvis barsk, men endnu mere grufuld når symbolikken tolkes - som i denne titel, hvor man kan finde flere lag, både i filmen og i bestselleren af journalist David Grann, med undertitlen "The Osage County Murders and the Birth of the FBI."

Utroligt nok har mesterinstruktøren Martin Scorsese aldrig før begået en western, selvom han altid har ønsket det og en af hans største inspirationskilder er John Ford. Og netop den rolige, ligevægtige og underspillede stil fra nogle at Fords største klassikere har Scorsese også ramt her, hvor han - sammen med fotograf Rodrigo Prieto og produktionsdesginer Jack Fisk - får skabt en dybt stemningsmættet og aldeles rørende fortælling med fokus i Osage-folket, i stedet for romanens FBI-genese. 

Perioden 1921-26 er kaldt Frygtens Regime for Osage-stammen, der trods land- og olierettigheder i deres Oklahoma-reservat var underlagt formynderskab af deres formuer. Administreret og manipuleret af hvide, der på udspekuleret vis søgte adgang til deres rigdom. Samtidig døde mange Osage-folk af skrantesyge eller underlige ulykker, der ikke blev efterforsket. Ikke før en mindre gruppe af FBI-agenter gik undercover. 

Filmens blødende hjerte ligger hos Mollie (Lily Gladstone), der ganske modigt er blevet gift med Ernest Burkhart (Leonardo DiCaprio) på opfordring fra hans onkel William Hale (Robert De Niro), der styrer en stor del af området. Snart dør flere af hendes familiemedlemmer indenfor kort tid og under mistænkelige forhold, og hun bliver selv syg af den diabetes-medicin, som Hale ekstraordinært har skaffet til hende.

Scorsese fortæller historien med stor inderlighed og udførlighed. 206 minutters knugende vidnesbyrd om hvordan hvide mennesker skruppelløst og systematisk udraderer en anden befolkningsgruppe - fordi de har selvhævdelsen, magten og loven på deres side. Så meget at de kan slæbe en nyligt afdød kvinde fra dødsstedet til en åben (skov)plads, hvor de så udfører ligsynet for øjnene af Osage-familierne med beskeden om at der ikke findes nogen patron i hendes hovede. Scenen er absurd grum.

Leonardo DiCaprio var selvskrevet til rollen som Ernest, eftersom han sikrede sig filmrettighederne til Granns roman allerede inden den officielle udgivelse i 2017. Og han er fremragende som det infantile, primitive, ryggesløse skvat, hvis lydighed overfor onklen efterhånden akkumulerer flere og større misgerninger. 

Scorsese skaber en smule sympati for ham og hans limbo, og DiCaprio nailer den troværdighed, som Ernest kæmper med, også overfor sig selv: Han vil gerne føle kærlighed til Mollie, men bliver konstant misledt af smartere mænd, og når aldrig at mærke rigtigt efter. Mollie derimod er helt i kontakt med sine følelser, og Lily Gladstone er vidunderlig i sin tro og håb, sårbarhed og smerte.

I hans bedste rolle gennem mange år er Robert De Niro også skarp som Hale, der har sine helt særegne mafia-manerer og helst vil tituleres King. Han præsenterer sig som ven af Osage-folket, men er allermest patroniserende og udnytter alt og alle. Straf og død er hans spiritualisme, og selvom den stikker lidt af fra præriestilen, er en led frimurer-strafscene ret ildevarslende original.

’Killers of the Flower Moon’ er episk og grandios i sin insisterende, dybdegående skilding af Osage-folket og Frygtens Regime. Filmen føles på mange måder velsignet og indviet, samt fuld af sjæl og respekt. Scorsese indledte tidligt et samarbejde med Osage-folket, og mere end 44 roller, plus hundredevis af statister, er udfyldt af de indfødte ligesom mange optagelser er foregået i deres Oklahoma-reservat, hvor lokationerne iøvrigt blev velsignet. Velsignet til filmen.

Scorsese fik lavet sin western, en moderne af slagsen og med stort hjerte. Der er ingen tvivl om hvem de store og de små er her, og næste gang kæmpemånen kaster sine skygger kan man jo så fundere over hvem (eller hvad) der egentlig er de største dræbere. For ligesom kæmpemånen vender tilbage, så gentager historien sig også.