pixel

The Wolf of Wall Street

  • Martin Scorsese
  • 5.04

Fakta

DRAMA / KOMEDIE
Premiere 9. januar 2014

Dunk dunk dunk. Rituelle slag på brystet, over hjertet. I en tidlig kernescene i Martin Scorseses ’The Wolf of Wall Street’ forundres og fascineres man, da Matthew McConagheys topbørsmægler (i Gordon Gekko-outfit) – så drævende blæret som Matthew McConaghey excellerer i – gør det til et frokostmøde. Er det no bullshit eller all bullshit?

I slut-80erne/start-90erne rumler begge termer i høj kurs, og Jordan Belfort er indbegrebet af yuppien, der kan sælge alt. Han er kynisk, egoistisk og begærlig, men på ingen måde så intelligent, skarp og grådig som Gordon Gekko i ’Wall Street’. Virkelighedens Belfort var stærkt inspireret af Michael Douglas’ finansikon, og han kan sikkert også spejle sig glad i Leonardo DiCaprios portrættering.

For Scorsese og DiCaprio udfolder lystigt charmen og forførelsen i Belforts vilde liv i overhalingsbanen, hvor pengerusen trumfer alt. Belforts karakter og udskejelser er perfekte til den orgiastiske forbrugsfest, og DiCaprio balancerer så forrygende på grænsen mellem oprigtighed og ironi at man konstant lokkes med i fristelsernes fest.

Der er overflod i alt – og fuld skrue på pral og blær. Tempo og lækkerhed overgår selv Belforts hvide Ferrari Testarossa (som Crocketts i ’Maimi Vice’), og smilene er ligeså hvide som de lange kokainbaner, der sniffes i det uendelige. Den hyperaktive klipning og de inspirerede kameravinkler giver det sidste kick til den ultimative festrus. Muligvis er ’Tømmermænd...’-filmenes ulveflok mere ekstreme, men Belforts ulve får også millionhærget et Las Vegas-hotel på hans polterabend. Og flyturen dertil er i en klasse for sig.

Dødssynderne står i kø og FBI banker på døren, men ’The Wolf of Wall Street’ pakker sin moral godt ind i sort humor og tyk ironi. Manusforfatter Terence Winters ('Boardwalk Empire', 'The Sopranos') eksalterede udgave af Belforts storhed og fald er forfriskende løssluppen og provokerende, og helt i tråd med den hektiske stil er mester Scorsese indimellem ved at miste styringen. Men det tilgives nemt, for det bidrager bare til følelsen af, at denne film går linen ud! Eksempelvis med årets sjoveste filmscene, hvor Belfort og hans makker (Jonah Hill) går fuldstændigt spasser-amok i en stofrus. Det overgår alt!

Tilbage til brystslagene, hjerteslagene. At mærke at man lever, ja. Men for Belfort udvikler slagene sig også til den mest primitive form for opgejling og sejrsmanifestation. Dermed er førnævnte højkomiske scene også et eminent billede på rusens skræmmende dobbelthed: Det lammende og det oppiskede. Det er filmens vendepunkt til den mere seriøse morale om, at forbrydelser ikke betaler sig. Eller gør de? Pengene flyder stadig i Belforts liv, og således rammer Scorsese og DiCaprio nerven i hele bullshit-affæren: Bare man kan overbevise og forføre – fuldt ud – så lykkes man.

Mest læste

kommentarer

seneste
film

Kollision
3

Mehdi Avaz
Hustlers
2.04

Lorene Scafaria
Fat Front
5.04

Louise Detlefsen, Louise Unmack Kjeldsen
Joker
5.04

Todd Phillips
Smerte og ære
5.04

Pedro Almodóvar
Ser du månen, Daniel
4.02

Niels Arden Oplev, Anders W. Berthelsen

seneste
scene