Klovnen og Kronprinsen – Jagten på den tabte tåre

I år er det cirkus’ fødselsdag! For 250 år siden opfandt rytterofficeren Philip Astley den cirka 13 meter brede runde manege, som i mellemtiden har været skuepladsen for vilde akrobatiske numre, klovnerier og storslået underholdning. Cirkus Arena har været med de sidste 63 år, og er i dag Nordens største cirkus, der trodser den danske sommer og i løbet af det næste halve år besøger intet mindre end 110 byer, fra Hirtshals til Nexø efter tre uger på Bellahøj i det københavnske.

Få dage før startskuddet til den nye sæson kom nyheden om aftalen at vilde dyr bliver forbudt i de danske maneger. Cirkus Arena, der har landets eneste tre omrejsende elefanter, Lara, Djungla og Jenny, er fanget i en krydsild: Hvordan overlever cirkus som både traditionsbundet og lukrativt foretagende?

Cirkus Arena er kendt for deres sans for fornyelse. I 90erne var børnenes ven Bubber fast vært, og senest har cirkusdirektørens barnebarn, kronprinsen Patrick Berdino underholdt det reality-hungrende publikum, i både ’Cirkusdynastiet’ og ’Vild med dans’. I år står han i centrum af manegen, med musikeren Clemens som medvært.

De to optræder som klovnen og kronprinsen, to venner der bliver adskilt, da klovnen tager på en rejse verden rundt, for at finde sig selv. Clemens er publikums ledsager i alle verdens afkroge, forklædt som den velkendte klovn fra Arenas logo. Det bliver dog klart at han ikke har samme cirkusskolebaggrund som de øvrige artister, og flere jokes afføder pinlig stilhed i det massive telt. 

Den samme stilhed trådte til flere gange i løbet af de omtrent 3 timers underholdning, når det blev tåkrummende politisk ukorrekt. Der var cowboys og indianere, jalousidrab, og da turen gik fra et mærkeligt 80er-præget jongleringsnummer med sølvfarvet pailletstof og højt hår i Tyrol, rejste vi østpå og oplevede Østens magi, i Sahara. Verdensopfattelsen er ikke helt kommet med ind i det 21. århundrede.

På turen verden rundt opleves der i øvrigt trapeznumre i Indiens trætoppe, saltomortaler i Sibiriens kulde og endeligt et jongleringsnummer med mexicanske Juan Pablo Martinez, der charmerede sig helt ud på den bagerste række.

I sidste ende indhenter kronprinsen klovnen, og i bedste julekalenderstil ender alt med moraler om venskab og at finde sig selv. Og masser af pailletter, elefanter og stående applaus. Cirkus Arena leverer præcis det samme jeg mindes fra min barndom i slut-90erne. Jeg selv og verden har dog ændret sig i mellemtiden.