Lymelife

Der er sket meget siden Macaulay Culkin blev hyldet som USA’s største barnestjerne oven på succesen med ’Alene Hjemme’. Eksempelvis er hans to yngre brødre, Kieran og Rory Culkin, vokset op til at overtage succesen fra deres fallerede bror, der nu mest af alt ligner en crash test dummy.

De har begge fremragende film på cv’et, ikke mindst ’Æblemostreglementet’, ’You Can Count on Me’, ’Igby Goes Down’ og altså nu ’Lymelife’, en skøn mainstreamfilm pakket ind i lag på lag af indietricks. Det stille, men farverige, tragikomiske univers kender vi fra film som ’Little Miss Sunshine’ eller Wes Andersons ’Life Aquatic with Steve Zissou’ og det føres glimrende videre af den debuterende Derick Martini.

Rory Culkin spiller den generte og lidt nørdede dreng Scott, der er (så godt som) håbløst forelsket i naboens datter. Hendes far er blevet ramt af den – på filmens præmis – udefinerbare Lyme-disease der blandt andet gør ham introvert og deprimeret, hvilket langsomt influerer hele tilværelsen i det lille forstadskvarter.

’Lymelife’ er et studie i overgange; fra barn til voksen, fra familie til enspændere. Mødre og fædre der revurderer deres mål for livet inden det er for sent. Ligeså banal problemstillingen er, ligeså fængende er historien, der fortælles med en god grydeskefuld melankoli og skæv humor. Filmens eneste egentlige hage er de lidt selvsmagende og meget genrekalkulerende tendenser, men det er hurtigt tilgivet.