pixel

Maleficent

  • Robert Stromberg
  • 3

Fakta

EVENTYR / DRAMA
Premiere 29.maj 2014

Hvad er sandheden om Tornerose? Efter de sidste par års nyfortolkninger af Snehvide, er det blevet Disneys tur til at tjene penge på et gammelt og elsket eventyr.

Men i modsætning til 'Snow White and the Huntsman' og 'Lille spejl på væggen der' er denne film ikke en genfortælling af d’herrer Grimms gamle fortælling. I stedet får vi et reboot af Disneys egen, klassiske tegnefilm fra 1959. Titlen siger det hele: 'Maleficent', den onde fe, en frygtindgydende, kvindelige ærkeskurk får nu lov til at fremføre sin version af historien.

Maleficent starter som en ung, smuk fe, stærk og stolt men samtidig god og ædel. Indtil en mand knuser hendes hjerte. Derefter er hun drevet af hævn. Manden, den senere kong Stefan og far til Aurora, bedre kendt som Tornerose, svigter Maleficent ved at begå et overgreb så grumt og barbarisk, at man forstår hendes ønske om hævn. En dramatisk historie, der kunne have udviklet sig til en interessant omfortolkning. Som udgangspunkt har filmen et spændende og overraskende plot, men det er som om Disney ikke længere magter at fortælle en god historie.

'Maleficent' lider under en tendens, som desværre har været fremherskende siden årtusindskiftet. Når man laver eventyrfilm i dag, skal alting være større, flottere og vildere end før. Så Disneys nye film er fyldt med flotte effekter, kæmpe panoramaer og glitrende fantasivæsner, men man har fornemmelsen af at have set det hele før. I stedet for den velkendte, disneyske filmmagi får vi lutter glamourøs overflade.

Angelina Jolie er filmens absolutte stjerne. Hun er fænomenal, især i scenen hvor den spæde prinsesse skal døbes og den onde fe forbander Aurora. Jolie er på én gang tåkrummende uhyggelig og blændende smuk. Hendes bløde, kattekælne stemme er perfekt afstemt med replikkerne, der er taget næsten ordret fra den gamle tegnefilm. Det er mesterligt spillet, især fordi man hele tiden aner hendes sårbarhed bag den tillagte maske af grusomhed og hævnbegær. Hendes præstation står dog alene.

Elle Fanning er stilfærdigt rædselsfuld som prinsesse Aurora, intetsigende og kedelig at se og høre på. Hendes præstation ødelægger en stor del af filmen, og meget bedre bliver det ikke, når kong Stefan spilles af B-skuespilleren Sharlto Copley. Copley skumler sig igennem alle sine scener, og det er en gåde, hvorfor den skønne Maleficent falder for denne depressive, magtliderlige mandsperson. Brenton Twaithes’ prins Philip er en kønsløs Justin Bieber-agtig teenager, og hans romance med Aurora er klæg som en candyfloss.

'Maleficent' er en underlig hybrid, der gerne vil fremstå cool og smart ved at vende den klassiske Disney-prinsessefilm på hovedet, samtidig med at den forsøger at være politisk korrekt. Derved fremstår den som en sært bagvendt feministisk besyngelse af søsterskab, hvor mændene enten er onde og magtliderlige eller personlighedsløse glansbilledprinser. Ikke så mærkeligt, at filmens kvinder helst vil være fri.

Mest læste

seneste
film

Challengers
4.02

Luca Guadagnino
Civil War
4.02

Alex Garland
Hammarskjöld
4.02

Per Fly
Abigail
4.02

Matt Bettinell-Olpin, Tyler Gillett
Back to Black
3

Sam Taylor-Johnson
Birthday Girl
4.02

Michael Noer

seneste
scene

Under dybet
4.02

Operaen
Stolthed og fordom
5.04

Betty Nansen Teatret
Saul
5.04

Operaen
Koreorama nr.01
4.02

Det Kongelige Teater
close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling