Marco Effekten

Den femte film i rækken af filmatiseringer af Jussi Adler-Olsens populære krimier om Afdeling Q, har denne gang et helt nyt cast af skuespillere i de gennemgående roller – med Ulrich Thomsen i front som politimanden Carl Mørck.

Mørck er ikke på toppen. Efter at have stået ansigt til ansigt med en selvmordshopper, er han sygemeldt og kraftigt opfordret til at gå til psykolog. Men som den knudemand han er, vælger han naturligvis at arbejde sig ud af krisen i stedet for at konfrontere den. 

Afdeling Q tager fat på en henlagt sag om den efterlyste pædofilsigtede embedsmand William Stark, efter at hans pas er blevet fundet på en ung østeuropæisk dreng, Marco, som politiet har anholdt ved den dansk-tyske grænse. Mens Mørck og hans team graver dybere i Starks forbindelser til en nødhjælpsorganisation og anklager om korruption med ulandsbistand, stikker drengen af for at finde sin far, som arbejder for nogle usympatiske typer i den kriminelle underverden.

Ulrich Thomsen er muligvis et mere oplagt valg rent aldersmæssigt til rollen som en brugt Carl Mørck, der denne gang går rundt og taler med sig selv - og Thomsen er jo aldrig dårlig og gør det udmærket som en mand, der ikke helt vil være ved, at han har brug for hjælp. Også Zaki Youssef i rollen som Mørcks sidekick Assad, gør det fint. Alligevel savner jeg den særlige kemi og timing, der var mellem Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares. Og jeg savner de humoristiske åndehuller, som var drysset med løs hånd i de første fire film. 

’Marco Effekten’ er ikke lige så effektiv som de tidligere film – handlingen er rent ud sagt lidt tung i røven og forudsigelig, og tempoet er dræbende langsomt trods et bestialsk mord. Men det er først i den sidste halve time af filmen, at der endelig kommer lidt action og fart, og det er ikke helt godt nok, i en film der er over to timer lang.