pixel

Toves værelse

  • Martin Zandvliet
  • premiere 22. juni 2023
  • 4.02

Toves værelse

Fakta

DRAMA

Premiere 22.juni 2023

Altid en historie at fortælle - altid mere drama at skabe med ord. Det kunne forfatter Tove Ditlevsen og redaktør Victor Andreasen, der havde et udbasuneret ægteskab af foragt og fordærv, ydmygelse og forløsning. Et af den slags klassiske had-kærlighedsforhold, som kultiveret kunst beskriver med intense karakterer, virtuose replikker og oplæg til dybe psykoanalyser. Som roman, teater og film.

Romanen er Toves egen ’Vilhelms værelse’, hvorfra dramatiker Jakob Weis - plus research-samtaler med Klaus Rifbjerg - har skabt teaterstykket, der nu er forlægget for Martin Zandvliets film. Uden Weis’ psykiatriske akt to fokuseres fortællingen i Toves (Paprika Steen) og Victors (Lars Brygmann) intense kærlighedsrum og deres skamløse hverdagsforestilling, som forfattervennen Rifbjerg (Joachim Fjelstrup) er indbudt til at overvære. 

Med Toves tese om at de har kærlighedens ret til at gøre andre fortræd (fra ’Gift’, 1971) og Victors højt begavede ydmygelser skaber de særdeles ondsulet drama i deres historier om drukturen til Norge og De Gyldne Laurbær-festen. Rifbjerg har hørt dem før, og forsøger at få ro på gemytterne, men må give op overfor det eskalerende ubehag og den nyeste afsløring: Et billede af Victors unge elskerinde.

Som i teaterversionen er Lars Brygmann og Paprika Steen selvfølgelig fremragende, selvom den fysiske fremtoning især i Paprikas tilfælde er markant anderledes. Paprika er altid Paprika, og i hendes vaklen mellem sårbarhed og kraft former Zandvliet hende som Thea-rollen i hans gennembrudsfilm ’Applaus’ (2009), med samme æstetik, stemning og kvinde/kunstnersmerte. Ligesom Thea er Tove bramfri og fejlbarlig, og Zandvliet hviler den minimale sympati der. 

For der er ingen tvivl om at de var sammen om dette omsuste ægteskab, var afhængige af hinanden og elskede på en særlig måde. Men fakta og fiktion mixes - via de mange historier og spydigt kommenterede scenarier - eksempelvis når de psykiske og fysiske overgreb kædes sammen. Når Victor uddeler lussinger og smæk, har hun indimellem selv opfordret dertil, ligesom hans onani til hendes sexhistorier, oftest ren fantasi, er en del af hendes kontrolafgrænsning og provokation. 

Det er selviscenesættelse på højt plan - som Tove Ditlevsen excellerede i både privat og professionelt - men tilsidst er der ingen illusioner tilbage, og den afsindige trang til flugt sender hende igen på psykiatrisk afdeling. For kun der kan hun skrive, fortælle nye historier, og mærke den kreativitet og (ytrings)frihed, der gør hende lykkelig. Men dæmonerne slipper hende ikke, og hun begår selvmord kort tid efter hun har udgivet det semibiografiske værk om ægteskab og skilsmisse, kærlighed og had: ’Vilhelms værelse’ (1975).

’Toves værelse’ er - som Rifbjerg udtrykker det - ubehagelig, og selvom de 74 minutter går ganske hurtigt, så er det ikke for alle at overvære. Der er få, hurtige øjeblikke af sårbarhed, trods man mærker smerten næsten konstant i deres højtflyvende og heftige temperamenter. Yderst tankevækkende, og de destruktive fortællinger sidder i kroppen noget tid. Men det gør ægte drama, skabt af modige kunstnere, og værdsat af mangfoldige kulturelskere. Som Tove Ditlevsen, der oplever stor revival for tiden, ikke mindst som kvindeikon.

Mest læste

seneste
film

Anora
4.02

Sean Baker
Lykketræf
4.02

Woody Allen
The Room Next Door
4.02

Pedro Almodóvar
The Substance
5.04

Coralie Fargeat
The Apprentice
3

Ali Abbasi
La Chimera
4.02

Alice Rohrwacher

seneste
scene

Prøvedage
5.04

Rundetårn
Blodbryllup
5.04

Det Kongelige Teater
Figaros Bryllup
4.02

Operaen
Hvem er bange for Virginia Woolf?
5.04

Teatret ved Sorte Hest
close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling